Spionagesag har ramt Merkel-medarbejder: Dit nyhedsoverblik på to minutter
Radikale vil bremse stigende pensionsalder. Endnu en dyster corona-rekord i USA. Danskerne vælger de sikre feriemål.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Jyllands-Postens nyhedsbrev hver morgen og få nyhedsværtens overblik på to minutter.
En af Angela Merkels ansatte er mistænkt for spionage
Årelang spionage for en egyptisk efterretningstjeneste. Det er den mistanke, der har ramt en ansat i den tyske regerings pressekontor. Det fremgår af en tysk efterretningsrapport, som blev offentliggjort torsdag.
Sagen er stadig under efterforskning, men ifølge rapporten gennemførte tysk politi en aktion mod den pågældende tilbage i december 2019. Politiet oplyser ikke, om den mistænkte er anholdt eller sigtet, eller om han stadig befinder sig i Tyskland.
Det fremgår ikke specifikt, hvad eller hvem den angivelige spionage var rettet mod. Men ifølge efterretningsrapporten er de egyptiske efterretningstjenesters primære mål i Tyskland at skaffe informationer om medlemmer af grupper som for eksempel Det Muslimske Broderskab, som er den største islamistiske bevægelse i Egypten. I 2013, da det egyptiske militær tog magten i landet, blev Det Muslimske Broderskab klassificeret som en ulovlig terrororganisation.
Den mistænkte arbejdede for besøgscentret under den føderale regerings pressekontor (BFA). Chefen for BFA er Steffen Seibert, der også er talsmand for Tysklands kansler, Angela Merkel.
Radikale vil stoppe stigende pensionsalder ved 70 år
Pensionsalderen kan ikke blive ved med at stige, men bør stoppe ved 70 år. Det siger De Radikales leder, Morten Østergaard, ifølge Jyllands-Posten.
Danskerne vælger sikre rejser til græske øer og Mallorca
Særligt de græske øer og spanske Mallorca, som hele tiden har haft lavt smittetryk under coronakrisen, er populære blandt danskere, der har bestilt deres ferie gennem et rejsebureau. Det viser en Ritzau-rundspørge.
Ny eksplosion har ramt Irans hovedstad
Mindst én eksplosion har lydt i Irans hovedstad, Teheran. På sociale medier beretter øjenvidner om flere eksplosioner i den vestlige del af Teheran.
USA's daglige coronasmittetal har nået nye højder
USA har med over 65.000 nye smittetilfælde registreret det hidtil højeste coronasmittetal i løbet af 24 timer. Sundhedseksperter er bekymrede for, at kurven over antallet af døde snart begynder at følge efter. Imens nedtoner USA's præsident, Donald Trump, alvoren.
I Athen demonstrerede tusinder mod lov mod demonstrationer
Tusindvis af demonstranter gik torsdag aften gennem den græske hovedstad, Athen, for at vise deres modstand mod en ny lov, der skal begrænse netop demonstrationer.
Mexico har for anden dag i træk hidtil højeste smittetal
Mexico har torsdag lokal tid registreret det hidtil højeste antal nye coronasmittede i landet på 24 timer med 7.280 nye tilfælde.
DET ER DER SKET I NAT
Bolivias præsident er smittet med coronavirus
Som den anden statsleder fra Sydamerika er Bolivias præsident, Jeanine Añez, testet positiv for coronavirus.
Trump vil sikre billigere medicin til amerikanerne
USA's præsident, Donald Trump, vil have sænket priserne på medicin. Derfor vil han underskrive tre dekreter på dette område.
DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM
Avisen Danmark: Danmarks godt 7.000 kilometers kyststrækning skal sikres bedre for at undgå fremtidige oversvømmelser. Kystdirektoratet og DMI er gået sammen om at kortlægge historiens stormfloder.
Berlingske: Da Venstre er det største borgerlige parti, er det ifølge K-formand Søren Pape Poulsen naturligt, at partiet stiller med statsministerkandidaten. Men endnu er blå blok langt fra at udpege en kandidat, mener han.
B.T.: Har man inden coronakrisen betalt for en rejse hos Sunweb, bliver man tilbudt en voucher til en ny. Vil man hellere have pengene tilbage, må man vente i 12 måneder. Ifølge Forbrugerrådet er det ulovligt.
Børsen: De største danske formuer er stadig parkeret ved København, men fem kommuner tæt på Aarhus har taget et tigerspring, viser tal fra pensionsselskabet Velliv.
Finans: Alternative investeringer er dyre at foretage og administrere for landets pensionskasser, påpeger en pensionsekspert. Pensionsselskaberne forsvarer strategien.
Kristeligt Dagblad: Der skal mere end en pandemi til at vælte Danmark. Men coronaen har med sin pludselige forandring af hverdagen ikke gjort noget godt for den enkeltes mentale sundhed.
Politiken: 10. juli 1920 red Christian X ind i det genforenede Sønderjylland. Hundrede år senere bør vi prise os lykkelige for vores nabo syd for grænsen.
DAGENS TEGNING: Op på hesten
JP MENER: Macrons store armbevægelser kan ikke flytte Frankrig
Frankrig kommer ikke ud af stedet. Kun tre år efter valget af den politiske komet Emmanuel Macron, der lovede at banke rusten af en stivnet samfundsmodel og begynde på en frisk, er alt for længst tilbage i den velkendte franske tristesse. Frankrig konkurrerer med andre middelhavslande om titlen som Europas syge mand, skriver Jyllands-Postens leder, som kan læses her.
DAGENS JP-INDLÆG: »Vi vil ikke have flere tyskere ind i landet«
Den dansk-tyske grænse ville i dag efter alt at dømme have ligget sydligere, hvis ikke flertallet på Christiansborg havde næret en dyb mistro til efterkrigstidens Tyskland, skriver journalist Jacob Topsøe og lektor emeritus Klaus Schulte i dagens kronik. Læs den her.
DET SKER I DAG
08:00 Tal for inflationen i juni udkommer
10:00 EU's økonomi- og finansministre holder møde på video
10:00 Trafiktal fra Københavns Lufthavn udkommer
10:30 EU-præsidenten fremlægger kompromisforslag
VEJRET
Skyet med lidt eller nogen sol, men også byger og regn enkelte steder. Temperaturer mellem 13 og 18 grader med svag til frisk vind fra vest og sydvest, oplyser DMI.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Jyllands-Postens nyhedsbrev hver morgen og få overblikket over de vigtigste historier.