Annonce
Mad & Vin

Gode råd og opskrifter til billig mad på SU

Gode råd og opskrifter, som hverken går på kompromis med sundhed eller mæthedsfornemmelse – selv om du er på SU.

Romeos drøm - en opskrift, som efterhånden har 20 år på bagen. Den egner sig godt til at servere for mange mennesker, selv om køkkenfaciliterne er dårlige.

De fleste studerende kender det. Det er sidst på måneden, kontoen er lige så tom som køleskabet, og den står endnu en gang på pasta med flåede tomater. Men selv om madbudgettet for studerende på SU ofte er begrænset, behøver det ikke at gå ud over kvaliteten.

Rolf Lund, levnedsmiddelsingeniør og forfatteren bag ”Kogebog for fattigrøve” m.fl., er efterhånden ekspert i at leve godt og sundt for få penge, og ifølge Rolf Lund kan du komme rigtig langt bare ved at gå efter tilbuddene og handle ind i de allerbilligste butikker – også selv hvis de ligger lidt længere væk, så er der jo blot plus-point på motionskontoen.

Det handler meget om ikke at lade sig friste af de dyre ting, men gå efter de billige ting

»Når det skal være sundt, skal man som tommelfingerregel gå efter de tunge, danske grøntsager, som for eksempel gulerødder, pastinakker, kål, løg og selleri. Det er dem, man kommer længst med for pengene,« begynder Rolf Lund og fortsætter:

Rolf Lund, levnedsmiddelingeniør
»Og selv om kulhydrater er kommet i et dårligt lys efterhånden, er det dem, man skal lægge hovedvægten på, hvis man skal blive mæt. Man skal have nogle kartofler, ris eller noget pasta, og så kan man lægge grøntsager og lidt kød til. Dog skal man huske at bevæge sig meget, hvis man spiser mange kulhydrater, men det sker jo naturligt, når man for eksempel cykler i skole for at spare penge på transporten,« siger han.

Basislager og stordrift

Mange studerende bor på kollegier eller i bofællesskaber med en eller flere bofæller, og det kan godt betale sig at udnytte, at man er flere om madprojektet, ikke blot økonomisk, men også kreativt.

»Stordrift er absolut en fordel økonomisk. Desuden kan det jo være vanskeligt for én person at spise sig igennem et hvidkålshoved,« siger han.

Du kan derfor nemmere variere din kost, hvis I er flere om at spise råvarerne og får ryddet ud i skabene indimellem. Men uanset om du bor alene eller sammen med andre, anbefaler Rolf Lund, at du sørger for at have et godt basislager.

»Hvis man har et godt basalt råvarelager, så kan man stort set altid lave mad af det, man har. Mit personlige basislager er ret omfattende, men jeg sørger som minimum altid for at have nogle kulhydrater – ris og pasta, som kan holde sig længe. Derudover har jeg altid flåede tomater og kidney-bønner på dåse, løg, hvidløg og krydderier samt nogle forskellige grøntsager,« fortæller han.

Når lageret ikke bruges til at kreere nye retter, gør Rolf Lund også en dyd ud af at bringe nyt liv til sine gamle rester.

»Hvis du laver sammenkogte retter, enten til dig selv eller et kollegie, kan du jo have mad til flere dage. Men hvis du har forskellige rester, kan du strække dem ved at tilføje for eksempel gulerødder eller en dåse kidney-bønner,« siger Rolf Lund.

Bag selv og frys ned

Et af Rolf Lunds bedste råd til at spare penge på madbudgettet er at bage sit eget brød.

»I forhold til at købe et franskbrød til 25-30 kr. hos bageren, så kan man bage det for omkring syv kr. Der er en lidt mindre besparelse, når det kommer til rugbrød, men det kan stadig godt betale sig,« fortæller han. Og hvis man ikke lige når at spise hele brødet, kan det med fordel fryses ned – så behøver du heller ikke at bage alt for tit.

Selv om hvis det kan lyde, som om det er et stort arbejde spise billigt, er det ifølge Rolf Lund egentlig ikke så besværligt at holde sig inden for budget, når man køber mad.

»Det er mere en træningssag, end det kræver forberedelse. Det handler meget om ikke at lade sig friste af de dyre ting, men gå efter de billige ting og samtidig have et godt overblik over dit basislager, så du når at bruge dine varer, inden noget bliver dårligt,« afslutter Rolf Lund.

 

Fire SU-venlige og sunde opskrifter:

1. Romeos drøm

En opskrift, som efterhånden har 20 år på bagen. Den egner sig godt til at servere for mange mennesker, selv om køkkenfaciliterne er dårlige.

Ingredienser (til 30 personer):

  • 4,5 kg nakkefilet
  • 1 kg gulerødder
  • 6 dåser hakkede tomater
  • 6 fed hvidløg
  • 6 løg
  • 100 g chilipølse
  • olivenolie
  • 1 kg ost
  • chili
  • basilikum
  • salt og peber

Tilbehør:

  • 3 kg broccoli
  • 2 kg hvidkål
  • 2 kg gulerødder
  • 1 løg
  • 7,5 dl A-38
  • 1 dl mayonnaise
  • 3 spsk. sød sennep
  • 1 spsk. tørret dild
  • 1 citron
  • salt og peber
  • 2,5 kg pasta
  • 125 g smør

Sådan gør du:

  • Nakkefileten skæres i skiver. Til 30 mennesker vil det være en god idé at lave ca. 70 skiver. Krydres med salt, peber og basilikum og lægges i bradepander. Sættes i en hed ovn, til de er gennemstegt. Hvis koteletterne sveder en masse vand, hældes det fra.
  • Gulerødderne rives, pølsen og løgene skæres i fine tern. Steg løg og pølse i olie, tilsæt gulerødder og senere hakkede tomater. Krydr godt med chili, basilikum, salt og peber. Gulerodsblandingen hældes over koteletterne. Drys reven ost øverst og sæt fadene i ovnen igen. Når osten har fået farve, er retten færdig.
  • Broccolien koges i 3 min i vand.
  • Af hvidkål, gulerødder og løg laves en coleslaw. Riv/skær grønsagerne fint. Lav en dressing og hæld den over. Lad det trække et par timer inden servering.
  • Pastaen koges i rigeligt vand. Tilsæt smør umiddelbart efter, vandet er hældt fra, så pastaen ikke klistrer sammen.

2. Æggekage med varmrøget ørred

Æggekage er nemt og må ikke glemmes.

Ingredienser:

  • 1 lille rødløg
  • 1 gulerod
  • 1-2 spsk. olie
  • fennikel
  • salt
  • peber
  • 2 dl kogte ris
  • 5 æg
  • 1 spsk. mel
  • 2 spsk. mælk
  • 150 g varmrøget ørred
  • 2 tomater
  • purløg

Sådan gør du:

  • Løg og gulerod snittes fint og ristes i olie tilsat fennikel, salt og peber. De kogte ris steger med. Pisk æg, mel og mælk sammen og krydr med salt og peber.
  • Tøm stegepanden og tilsæt ny olie. Hæld æggemassen på og sluk helt for panden og lad æggekagen starte med at blive bagt på eftervarmen.
  • Tænd igen på laveste blus. Hæld ris, grøntsager og stykker af ørred oven på den våde æggemasse og steg æggekagen færdig. Det tager ca. 15 min. Pynt med tomater og purløg.

3. Hurtige rugboller (25 stk.)

Ingredienser:

  • 3,5 dl vand
  • 1,5 dl kærnemælk
  • 5 g gær
  • 1 spsk. honning
  • 2 tsk. salt
  • 1 spsk. olie
  • 250 g rugmel
  • 200 g hvedemel
  • 150 g knækket hvede
  • 50 g solsikkekerner

Sådan gør du:

  • Vand, kærnemælk, gær og honning blandes sammen. Tilsæt derefter salt, olie, mel og kerner og bland det grundigt med et piskeris eller en stærk grydeske. Stilles til hævning i mindst 8 timer i et køleskab. Med en ske, der hyppigt dyppes i vand, laves ca. 50 frikadellestore boller, der lægges på et stykke bagepapir på en bageplade. Hæver, mens ovnen varmes op til 210 grader, og bages derefter i ca. 25 min.
  • Man kan også bruge 25 g gær og lade dem hæve på 1½ time et lunt sted.
  • Smager rigtig godt som nybagte, men er ikke spændende dagen efter. Velegnede som supplement til morgenmaden eller sammen med gulerødder, bladselleri, osteklodser eller rosiner.

4. Broccoligratin

Ingredienser:

  • 1 broccolihoved
  • 50 g bacon
  • 2 æbler
  • 1 tsk. sukker
  • 50 g mel
  • 3 dl mælk/grøntsagsvand
  • salt
  • 1 spsk. olie
  • 3 æg
  • 2 spsk. rasp

Sådan gør du:

  • Broccolien skylles, skæres i små bidder og koges i letsaltet vand i ca 5 min. Baconen skæres i mindre stykker og steges lysebrun på en pande. Æblerne skrælles og skæres i små bidder. Steger med et par minutter. Drys sukker på til sidst.
  • Melet røres ud med vand og eller grøntsagsvand (man kan bruge vandet fra de kogte broccoli). Tilsæt olien. Bringes i kog i en tykbundet gryde, mens der røres kraftigt i gryden. Drys evt. lidt salt i dejen. Æggene skilles ad i blomme og æggehvide. Æggeblommerne røres i dejen en ad gangen. Hviderne piskes stive og foldes i dejen.
  • Broccoli, æbler og bacon lægges tæt pakket i et smurt fad. Dejen hældes over. Drys evt. med lidt rasp øverst. Sæt fadet i ovnen ved 180 grader i 50 min.
  • Tilbehør: Råstegte kartofler eller ratatouille.
  • Kan også laves som en forret i små portionsforme.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Æresoprejsning til agurken: Så forbløffende sund er den

Karen Lyager
Ja, agurken består mest af vand. Men de sidste 5 pct. er spækket med supersunde stoffer, som de fleste af os har hårdt brug for. Ikke mindst i en varm sommer.
Annonce
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere
Bolig
Guide til fremtidens hygge-begreb: Med ikigai kan du give dit liv personlighed
Ikigai er en japansk livsvisdom, der handler om at søge mening med livet. Begrebet har eksisteret siden oldtiden, men er i dag ved at overgå hygge-begrebet. Her er nogle gode råd til, hvordan du selv kan bruge ikigai i indretningen. 
Se flere
Den 13-årige Emil Bengtsson krammede sin gode ven i stilhed, da de fik at vide, at deres fælles hjem skal lukke
Emil Lundgård Bengtsson kan finde på at true og sparke pædagogerne på døgninstitutionen Dalgaarden. De kan til gengæld finde på at holde ham fast og fjerne ham med magt. Alligevel håber han, at de flytter med, når han snart skal forlade sit hjem igennem mere end to år. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her