Restaurant Martino

Det var en lidt blæsende og småkedelig juniaften, og der var dansk bold i fjernsynet, så vi havde ikke besvær med at få bord i Restaurant Martino, der er placeret på førstesalen i Marselisborg Lystbådehavns sydvestlige hjørne.

Selv om vi havde bestilt bord, var der øjensynligt ingen, der havde gjort sig den ulejlighed at notere bestillingen. For da vi kom, stod en ung og let forvirret mand længe og kiggede på et stykke papir efter det navn, vi havde opgivet.

Han opgav efter et minuts tid og pegede så på et af de tomme borde.

Det var tæt ved et stærkt rygende selskab, så vi spurgte forsigtigt, om der var andre muligheder i den halvfyldte restaurant. Det kunne lade sig gøre at få et hjørnebord med udsigt til både vand og by, og det var helt fint.

Vel bænket kom en ung pige, der så ret så italiensk ud, med vand og ikke mindeværdigt brød samt menukort. Hun blev stående, åbenbart spændt ventende på, hvad vi kunne tænke os at spise. Vi bad om lidt tid til at studere kortet nærmere og bestilte straks - nu var vi jo på italiensk restaurant, og det var trods alt sommer - to gange Campari soda. Det skabte umiddelbart lidt vanskeligheder forståelsesmæssigt, men da vi fik oversat soda til danskvand, gik det nemmere.

Kort tid efter kom to store glas med Campari i bunden, is og ellers fyldt op næsten til kanten med danskvand. Vi havde foretrukket selv at kunne dosere vandmængden, men lad gå.

Beskedent kort

Kortet er ikke særligt omfattende. Der er tre forretter, tre hovedretter og tre desserter, ost inklusive. Desuden et udvalg af pizzaer, pastaretter og børneretter. Priserne bevæger sig lige under 100 kr. for forretter og desserter, mens hovedretterne befinder sig i feltet omkring 200 kr. Man kan frit vælge mellem de forskellige muligheder og selv sammensætte sin menu, som så tilbydes til 298 kr. for tre retter, 360 for fire retter og 425 for fem retter.

Vi valgte at springe de gængse pizza- og pastaretter over og vendte blikket mod de øvrige tilbud. Blandt det beskedne udbud, som dog omtales i meget lyriske løfterige vendinger, valgte vi som forret dels rødfisk med muslinger samt en carpaccio af kalvekød.

Hovedretterne blev and og en kombination af røget gris og kalv med jomfruhummer. Dem vender vi frygteligt tilbage til.

Da vi havde afgivet vore bestillinger med en tilføjelse om, at vi ville vente med at bestemme os for ost eller dessert, svævede tjeneren bort med menukortene - som også rummer vinkortet. Så vi måtte have fat i hende og kortene igen, så vi kunne studere vinmulighederne i ro og mag.

Glemte sit løfte

Vi kiggede forgæves efter italienske halvflasker på det også ret så begrænsede vinkort. Eneste vin i glas var husets vin til 35 kr., men da vi spurgte til vinens oprindelse, måtte vor i øvrigt venlige kvindelige tjener blive os svar skyldig. Hun mente nu ikke, den var italiensk, men hun ville undersøge sagen.

Hun har nok glemt sit løfte på vejen tilbage til køkkenet, for hun returnerede med to glas lunken hvidvin af ubestemt oprindelse, og vi opgav at forske videre i sagen. Men hvorfor skal det være sådan på et sted, der helt oplagt prøver på at virke som en restaurant af særlig høj klasse?

Hvis tjeneren ikke ved noget om, hvad der hældes i glassene, kunne hun vel finde én, der gør det. Og måske kunne man indføre den praksis, at man skænker fra flasken ved bordet.

Knapt var den lunkne hvidvin sat foran os, før der kom to store tallerkener med forretten. På vejen hen i mod os så det egentlig ganske lovende ud, men forventningens glæde endte i sørgelig skuffelse.

Og allerede her viste det sig, at der i de fantasifulde anprisninger var langt fra det lovede til det leverede.

Fisken, der var meget diminutiv, var stegt så tør, at den stort set ikke var værd at sætte tænderne i, lå på nogle underlige bjælker af ristet hvidt brød. Hvornår det var ristet, tør vi ikke gætte på.

Under hele dette arrangement lå et lag af blå og hvide muslinger, som også var tørre og triste, og hvad værre er, en pæn del af dem havde ikke åbnet sig. Og undskyld vi siger det lige ud: Det er en dødssynd at servere muslinger, der ikke åbner sig under kogningen. Og en anden indvending: Hvorfor servere denne ret i en dyb tallerken, når der ikke indgår suppe i den?

Ost uden spræl

Carpaccioens udmærkede kalvekød havde fået lidt olivenolie lige efter bogen, men var desuden nærmest begravet i soltørret tomat som dominerede så voldsomt, at det var svært at smage andet. Basilikumbladene var slatne, og det samme var det sædvanlige bjerg af rucola.

Osten var ikke, som den originale version kræver det, parmesan, men pecorino. Det er en udmærket ost og også italiensk, men denne udgave var der ikke meget spræl i. Og man havde i øvrigt ikke gjort sig den ulejlighed at afskorpe den, inden man gik i gang med at skive den.

Færdig med forretten. Men med håbet i behold, for det kunne vel ikke blive værre?

Jo, det kunne det.

Da vi havde bestilt and og retten med både svinekød og kalv, begge ret kraftige sager, spurgte vi vor tjener til råds igen, denne gang dog med det udtrykte ønske om en helflaske italiensk vin. Der var en enkelt Barbera og en enkelt Barolo til under 500 kr. på kortet, men opvartersken vågnede nu op til dåd og pegede bestemt på restaurantens Chianti Classico, som blev berømmet i høje toner. Så den nuppede vi.

Den ægte med hane

Den var ægte nok med hane på flaskehalsen og det hele. Navnet er Sanleonino, årgangen 2001. Den blev trukket op ved bordet under forretten, for så kunne den - som det blev sagt fra betjeningen - nå at ilte.

Hvordan en vin skal kunne nå at ilte noget som helst gennem et lille bitte hul i løbet af 20 minutter, står hen i det uvisse. Havde man ment, at vinen havde behov for iltning, kunne man have dekanteret den. Nok om det.

Classicoen var udmærket, rund og rar, typisk chianti, og prisen på 265 kr. vel ok.

Men maden....

Til begge hovedretter blev der serveret et tilbehør af små nye kartofler, som man af en eller anden grund havde overdænget med purløg og ristede bacontern, som man på kortet kalder "speek" - måske har man ment "Speck" - som er noget ganske andet end disse røgede klumper.

Kombinationen af røget gris og kalv bestod af to stykker kød, som var stegt så eftertrykkeligt, at der kun var to grå og trevlede klodser tilbage.

De var på kortet lovet "pikeret" med jomfruhummer, hvad man dog ikke så noget til. Måske var de hoppet i havnen. Eller måske var det den underlige lille hvide klat, vi fik dissekeret os frem til. Tilbehøret var blandt andet en salat af hvide og grønne asparges. De hvide havde bid og smagte godt.

Desuden var der nogle triste stegte grønne asparges og en sauce, der havde fået så meget vin santo (sød italiensk vin), at den kunne bruges som desserttilbehør. Og for at gøre billedet af denne gastronomiske fiasko fuldendt, havde man klasket en stak skivede rå rødløg på som et ekstra pift. De gør sikkert god gavn på stedets pizzaer, men her havde de intet at gøre.

Om anden er der kun at sige, at den nåede samme dybder som kollegerne på den anden side af bordet.

Acceptable desserter

Vi sluttede med dessert, en tiramisu og en mandelkage. Ikke de mest ophidsende søde sager, men absolut acceptable og faktisk måltidets bedste indslag. Vi spekulerede på, om køkkenet selv havde produceret dem eller købt dem ude fra. Dertil et glas Moscato d'Asti, som var eneste italienske dessertvin på kortet.

Kaffen foretrak vi at tage derhjemme. Bare for en sikkerheds skyld.

Den samlede regning blev på 1.049 kr. For de penge kan man adskillige steder i Århus få helt anderledes anstændige måltider.

Martino sejler en ligegyldighedens sejlads, og det må ejerskabet jo selv om. Men synd er det.

For udsigten er faktisk god. Og det er den, der giver Martino den ekstra stjerne, der bringer det samlede regnskab op på to.

jpaarhus@jp.dk