Café Hovedtelegrafen
I Café Hovedtelegrafen i Købmagergade kan man få frokost med dansk eller fransk anstrøg, udsigt til byens tårne og spir og god plads, selv til dem med barnevogn.
Ikke så snart er det store julegaveindkøbsrace overstået, før end et nyt står for døren.
Den store byttejulegavemaraton.
Det kan være mindst lige så opslidende at bytte som at købe, men hvorfor gøre det værre end nødvendigt? Om det er ind- eller udkøb, så skal vi have noget at overleve på, så vi gik på en af byens bedst beliggende frokostrestauranter for at få lidt overblik over det hele. På toppen af Post- og Telegrafmuseet på Købmagergades Postkontor ligger Café Hovedtelegrafen.
Vi er oppe under taget, men der er højt til kippen, så det er et luftigt lokale. Udenfor er der en bred terrasse, som om sommeren er et hit, men her i vintertiden nøjes vi med at nyde udsigten gennem de store panoramavinduer. Her er lyst og let og med god plads, selv til de par barnevogne med indhold og trætte forældre, som har fundet herop.
Byens bedste udsigt
Den værste travlhed er overstået, klokken er 14, så vi får et bord ved vinduet med kig over tagene til Christiansborg og til Børsens snoede spir. Til den anden side er Rundetårn og - ja alle byens tårne stikker en finger i vejret og vil ses.
Akustikken er her, som i alle andre lokaler med hårdt, bart gulv, helt umulig, så mens vi knap kan høre, hvad vi selv siger, kan vi nemt følge med i konversationen ved de fjerneste borde. Sært.
Caféen har i år fået ny restaurantchef, og menuen har fået et fransk anstrøg og skifter ca. hver fjortende dag. Det er frokostretter, store og små, til priser fra 54 kr. til 148 kr. for en frokosttallerken, og selvom man mærker det franske, så er der danske klassikere, som f.eks. rødspættefilet, her blot vendt i rugmel og serveret med hjemmerørt remoulade.
Vi valgte en omelet med fyld til 65 kr. og en foie gras terrine til 87 kr. og delte en ostetallerken til 89 kr. med fire forskellige oste. Dertil hver en vand, 20 kr., et glas af husets hvidvin, 30 kr., og til slut kaffe, en café latte til 27 kr. og en cappuccino til 23 kr.
Meget tilpas, ikke for meget, ikke for lidt, og en regning der lød på 391 kr.
Rap servering
Der var hurtig servering, som der bør være på en frokostrestaurant, men ikke så hurtig, at man følte sig hensat til et cafeteria. Anretningerne var nydelige. Omeletten helt perfekt med cremet indre og lækkert fyld, men desværre meget salt. Det var lige før, den var blevet sendt tilbage. Dertil en lille stak blandet salat uden en hel masse dressing og nogle skiver godt, hjemmebagt (?) brød. Ingen smør på bordet - det er ikke mere moderne alle steder.
Til en damefrokost var der rigeligt.
Foie grasterrinen blev serveret som et par pæne skiver på en balsamicoglace, der gav god syrlighed til den fede andelever. Terrinen var tempereret, så man kunne smage den, og ikke iskold, som man tit får den. Salat serveret på samme måde som til omeletten - og med brød, der var skåret i tykke skiver og maset ned på en grillpande. Meget lækker anretning.
Husets hvidvin var kølig, og vandet slukkede tørsten.
Delbar ostetallerken
Vi fik lov til at give os god tid, men tjeneren var parat, så snart den sidste krumme var duppet op. Vi bad om at beholde tallerkner og bestik, for vi ville gerne deles om ostene. Ingen problemer, og det havde der heller ikke været, hvis vi havde bedt om rent service.
Ostene var skåret rundhåndet, skæreost, blåskimmel, brie og et par kugler, der smagte som Pikant flødeost rørt op med lidt frisk ost. Gode oste, godt brød og rigeligt til deling.
Vi trængte til kaffen, og selv om vi burde have smagt, sprang vi over tilbud om kager og desserter, der koster omkring 35 kr. Ved disken kan man få sig et overblik over fristelserne, som breder sig fra fine små Sarah Bernhard'er til skærekage og kringle. Dejligt ser det ud, og de skal smages engang, hvor vi kommer op blot for at få kaffe og kage.
Det kan man lige nå, for til hverdag lukker caféen kl. 17. Om onsdagen har man dog mulighed for at se byens lys ovenfra, da har man åbent til kl. 20. Selv om søndagen kan man spise her mellem kl. 12 og 16.
Det er ikke det billigste sted i byen at spise frokost, men det er et af de bedste, hvis man kan lide en let anretning med fransk anstrøg.
Man mættes uden at tynges, og det er en kunst. Dejligt efter julemaden.
Fire stjerner til Hovedtelegrafen - og så glæder vi os til sommer, når vi kan få lov til at sidde udendørs.