Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Rød tuborg måske hvert år i maj

Den gamle øl reintroduceres i en kort periode for at konkurrere med speicaløl.

Rød Tuborg er tilbage for en kort slurk.

Det er et moderat pres fra kunderne i værtshusmiljøet i kombination med den øgede konkurrence på specialøl, der får bryggeriet til at sende den nostalgiske lagerøl på gaden igen.

Foreløbig introduceres Rød Tuborg på værtshusene om 10 dage og i forretningerne i forbindelse med Tuborgs fødselsdag den 13. maj.

Men når den nys bryggede mængde lagerøl er drukket og solgt, er det slut igen - for denne gang.

Kan komme som gimmick

Måske vender den tilbage hvert år på samme tid i mindre mængder som en gimmick. I stil med påske- og juleøl.

»Det er en god anledning at bruge Tuborgs fødselsdag til at sende Rød Tuborg på markedet igen. Så vil vi evaluere erfaringerne bagefter. Vi har jo fødselsdag hvert år. Siden vi trak Rød Tuborg ud af markedet i 2002 har vi fået mange henvendelser om at relancere øllen. Især fra værtshuse, restauranter, barer og entusiaster,« siger marketingchef Carsten Suhrke fra Tuborg.

Tuborg, der er en del af Carlsberg A/S, gør meget ud af at fortælle om det store forbrugerpres, der har været gennem tiderne for at få Rød Tuborg på gaden igen.

Men presset har alligevel ikke været større, end at det ikke kunne betale sig at holde den i sortimentet i 2002. Og man vil heller ikke satse på den som en fast bestanddel af bryggeriets produkter i forbindelse med den kommende relancering.

Hård konkurrence

Siden 1990'erne har ølmarkedet ændret sig markant. Danskerne har fået muligheden for at smage på langt flere øl og nærmest hver dag åbner et nyt bryggeri. Det er i det det lys, lanceringen af Rød Tuborg skal ses.

I øvrigt på samme måde som Hvid og Blå Tuborg, der også kun forbliver på markedet "hvis forbrugerne vil have det."

»Der er åbnet mange mikrobryggerier, og der er kommet mange udenlandske øl på markedet. Det er selvfølgelig udtryk for en skærpet konkurrence, at vi vil prøve flere ting af. Med hensyn til Blå og Hvid Tuborg har vi forsøgt at tilbyde noget nyt inden for pilsner-segmentet,« siger Carsten Suhrke.

Prisen på Rød Tuborg bliver lidt højere end almindelig Tuborg og forventes at lande på samme niveau som en Classic.

Rød Tuborg-kult

I 1970'erne lykkedes det for De forenede Bryggerier at skabe en hel kult omkring Rød Tuborg.

Både med et særegent nostalgisk reklameunivers, ølbrikker og ikke mindst en samling plakater, der signalerede, at i gamle dage var alting bedre. Plakaterne passede perfekt i farvevalg til tiden, som var domineret af brune værtshuse - det var før caféernes gennembrud.

»Vi genoptrykker ikke plakaterne fra dengang. Det er grænser for, hvor mange forskellige marketingtiltag vi sætter i værk for en begrænset periode,« siger Carsten Suhrke.soeren.kragballe@jp.dk