Det årlige syrebad i Wiesbaden

Wiesbaden

»Ruhe im Saal!«

Alt er ved det gamle i Wiesbaden til årets mest velorganiserede vinsmagning – i den henseende lever tyskerne heldigvis op til fordommene. Det er meget beroligende, undtagen for tænderne; syrebadet, den nådesløse tandrensning, venter. Og her er ikke plads til piveri. Ruhe im Saal.

Det handler om den årlige præsentation af de store tyske vine. Grosses Gewächs hedder kategorien, og selvom også vine på spätburgunder, chardonnay og andre druesorter er med i puljen, så er og bliver det naturligvis riesling, der er kongen her. Det har man taget konsekvensen af, og hvor søndagen tidligere var forbeholdt alt andet end riesling (formodentlig for at fordele interessen lidt), så har vi i år tre fulde dage til at smage små 500 vine. Også riesling om søndagen, fri leg. Om man vil.

Nogle smager alt, det gør jeg ikke; jeg har efterhånden lært, at jeg får mere ud af at tage mig lidt bedre tid end som så og skrive lidt grundigere noter, selvom vurderingerne naturligvis må have karakter af løse skitser, når man smager så unge vine så hurtigt (trods alt) – og med så lille en smagsprøve, som det nødvendigvis er.

Et vanskeligt år, som blev håndteret godt

2024 var ikke nogen let årgang for vinmagerne i Tyskland helt generelt. Frostvejr ødelagde meget og reducerede nogle steder udbyttet i en grad, så Verband Deutscher Prädikatsweingüter (VDP) fandt det nødvendigt exceptionelt at tillade medlemmerne at købe druer fra kollegerne og stadig beholde ørnen på etiketten; bagetikken betegner diskret, at dette er en særlig solidaritetsvin.

Skam få den, der tænker ilde derom, men det siger naturligvis noget om vanskelighederne ved årgangen. Det betyder noget for udbyttet, især, og også for kvaliteten, men mindre nu om dage. Sagt helt generelt er der mindre forskel på årganges kvalitet, end der har været. De bedste producenter, som har råd og hjerte til det, kan kassere, hvad der ikke er godt nok.

Og det gør man naturligvis, når man fremstiller Grosses Gewächs, den højeste kategori for tørre tyske vine. Tørre, fordi markedet kræver tørre vine, og fordi tyskerne har følt behovet for et enklere system, lettere at forstå for internationale kunder.

2024 forekommer mig i den grad at være en vinmagerens årgang. Og syren er her, bestemt, men den er ikke skrigende, hvis man ser bort fra Forstmeister Geltz Zilliken, der som altid minder mig om skoletandplejen i 1970’erne: »Gab højt, lille ven!« Hun var rødhåret, husker jeg, og hun havde ryddet munden på mig, hvis hun havde kunnet. Nå, i det mindste fik jeg lattergas, det gør man ikke her. Men Mosel har generelt gjort det virkelig godt.

Generelt er vinene ganske åbne og til at gå til. De bedste er også koncentrerede i helt upåklagelig grad, og jeg elsker som altid Dönnhoff i Nahe.

Og så bliver Tysklands røde vine bedre og bedre. I gamle dage smagte de af indelukkede krostuer, tunge egetræsmøbler og schnitzler med kartofler nok til at lukke venstre hjerteklap. I dag er mange af dem lystige, saftige, lette og elegante, og ja, det skyldes også klimaforandringer; i gamle dage var tysk rødvin et postulat, i dag er det en selvfølgelighed, og Tyskland må regnes med blandt verdens førende pinot-lande.

2024 er generelt ikke på danske hylder endnu, så nedenstående smagning er en skønsom blanding af GG-Riesling, som er tilgængelig på det danske marked.

Jyllands-Posten var inviteret til Wiesbaden af VDP.

Riesling GG på danske hylder: