Sund mad på skolebænken: »Folkeskolens opgave er at understøtte fællesskabet. Det gør vi, når vi samles om et måltid«
Mange folkeskoleelever forsømmer at tage madpakken op af tasken, og flere skoler søger derfor mod madordninger. Ifølge en ekspert kan madordninger være med til at øge trivslen i folkeskolen.
Slatne makrelmadder og svedige ostehapsere. Sådan er der formentlig mange, der tænker, når tankerne falder på madpakker i folkeskolen. Mange folkeskoleelever tænker måske endda, at frokosten blot er et måltid, der skal overstås.
Men det er ikke tilfældet for de ældste elever på Mørke Skole i Østjylland. Her glæder børnene sig til frokosten, der tre gange om ugen byder på noget andet end kedelige rugbrødsmadder, tørre grøntsagsstænger eller noget helt tredje.