- For abonnenter
Hele fem påskebryg fik fem stjerner, men en klassiker faldt igennem
I en test af 18 påskebryg faldt Tuborgs klassiske kylling igennem, mens Anders Halskov uddelte de højeste karakterer til øl fra provinsens mikrobryggerier.
Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det? Hvad der er begyndt at ske med påskeøllene?
Hvis ikke, så skal jeg fortælle dig det. De er i stigende omfang begyndt at skifte navn til et eller andet med ”forår” i stedet for at hedde noget med ”påske”. Umiddelbart er det lidt trist, for her i landet har vi fejret påskebryggens ankomst i mere end 100 år.
Men måske skyldes det detailhandlens rastløse ræs efter næste højtid, hvor hyldetiden er kort. I mit lokale supermarked kunne jeg således konstatere, at på lillejuleaftensdag sidste år var alle spor af jul forsvundet, inklusive alle julebryg. I stedet var der paller med luksustonic og gin, peanuts og grønne ginflasker. Nytåret stod kommercielt for døren, og nu havde julen jo også haft hyldemeter lige siden halloween, der nærmest bliver klemt ud af julen, der synes at komme tidligere, for hvert år der går.
Så påskeøllene får nok ikke lov at blive til længere end palmesøndag, og derfor er det måske en meget god idé at lade dem være forårsbebudere i stedet for.
En traditionel påskeøl er en stærk, undergæret øl, en såkaldt dobbeltbock. Et munkekloster i München opfandt øltypen i 1600-tallet, måske for at mildne konsekvenserne af den forestående fastemåned, der startede omkring påske. En rigt maltet og stærk øl var jo nærmest flydende brød, og således kunne man snige sig udenom fastens dogmer, hvor alt andet end væske var forbudt.
En anekdote fortæller, at rygtet om den bemærkelsesværdigt gode stemning på klosteret kom paven for øre, og at man derfor udbad sig en prøve på det stærke øl for at vurdere, om øllet var i strid med de gængse regler. Heldigvis for munkene blev øllet surt på den lange rejse over både alper og Appenniner, og pavens folk rynkede noget på næsen. Munkene blev nærmest rost for deres dedikation og stærke tro, når de kunne drikke så ubehageligt øl.