Årgang 2020 bliver en katastrofe i det prestigiøse område Napa Valley.
»2020 er mit nye four-letter word,« meddelte Tor Kenward i en e-mail til Bloomberg News. Han ejer Tor Wines, og han fortsatte: »Jeg har oplevet 43 høstsæsoner, og dette er den sværeste af dem alle.«
Svær er et meget mildt ord for situationen i Napa Valley. Katastrofe er mere rammende, for brandene hærger, og ilden har taget både flere førende vinhuse, den trestjernede restaurant Meadowood – og omkring 80 pct. af dalens cabernet savignon-druer, en druesort, som er og bliver ikonet på Californien i almindelighed og Napa Valley i særdeleshed. En Napa Cab er den potente amerikanske vin. Lars Seier drikker sådan en vin, når han spiser chili con carne til frokost på sin egen café, og det er et passende valg for en mand som ham.
Skovforvaltning er bestemt nøglen til forebyggelse af disse ødelæggende skovbrande. De indfødte amerikanere bruger kontrollerede forbrændinger til at styre skovenes sundhed, en praksis, vi bør følge.
Kara Dunn
Brev fra Kara Dunn
En af de bedste cabs kommer fra huset Dunn. Måske den bedste, faktisk.
»Jeg kørte i går for første gang fra Howell Mountain til Calistoga, og jeg så en gruppe brande, der løb op ad bjergene på dalens østside fra Calistoga til St. Helena. Via gløder sprang brandene til bjergenes vestside, op ad Spring Mountain og ind i Santa Rosa. 2020-årgangen er alvorligt kompromitteret på grund af den omfattende røg. Min mand, Mike, og min svigerfar, Randy, opholdt sig i vingården under vores nidages evakuering og forsvarede vores ejendom såvel som vores naboers ejendom. Randy har en årgang 1942-brandbil, som de havde klar til brug. Ilden kom til vores nabos ejendom, Outpost Winery, men brandmændene forhindrede den i at komme ind i vores by, Angwin. Med hensyn til den varige påvirkning ser jeg vinproducenter eksperimentere med druesorter, der klarer sig godt i varmere klimaer. Dan Petroski ved Larkmead Winery forsker meget i klimaændringernes konsekvenser for vindyrkning. Skovforvaltning er bestemt nøglen til forebyggelse af disse ødelæggende skovbrande. De indfødte amerikanere bruger kontrollerede forbrændinger til at styre skovenes sundhed, en praksis, vi bør følge.«
Skrev Kara Dunn til mig om katastrofen, der jo ikke er den første i rækken. Dette er værre end i 2017. Meget værre. Et stort antal vinhuse sender slet ikke vin på markedet i årgang 2020; er markerne ikke brændt, kan druerne være ødelagt af røg. Og forresten: Det er dyre vine, og hvem gider betale 300 dollars for en årgang 2020? Som en vinmager siger det.
Og hvis 300 dollars lyder af meget, er det ingen usædvanlig pris for en af topvinene herfra. En Napa Cab er også et statussymbol, det er en måde at vise på, at her går det godt, man har råd til det. Det har mange af vinbønderne også, for de er slet ikke bønder, men rigmænd, der har trukket sig tilbage fra forretningslivet og realiseret drømmen om selv at lave vin. Jorden i Napa Valley er kostbar.
Det er endnu for tidligt at opgøre katastrofens omfang. Mange marker skal genplantes og giver ikke noget før om 8-10 år. Til Bloomberg fortæller vinmageren Chris Howell, hvordan han og hans kone måtte flygte fra de springende flammer, der åd en historisk lade fra 1871 samt hele lageret af den lovende årgang 2019, som lå på fad. The Glass Fire er det lokale tilnavn for en masse små ildebrande, der via gløder springer fra dalen op på skråningerne – herunder Spring Mountain.
Lyt til podcasten ”Hvad drikker Lillelund?”
Store amerikanere på danske hylder
Buehler Vineyards
Cabernet Sauvignon
Napa Valley 2016
Pris: 239 kr. Forhandler: Fine Wines
Relativ enkel og ligefrem, pakket med moden frugt, cassis, mørke bær, krydderurter, nydelig koncentration og en flot balance. Ret tilgængelig allerede. 90 point.
Ramey
Syrah
Rodgers Creek Vineyard
Sonoma Coast 2014
Pris: 550 kr. Forhandler: Sigurd Müller
Glat, cremet, lækker, fyldig, mandig kraft – her er alkohol, men også balance. Ægte syrah, ægte amerikansk. 93+ point.
Cakebread Cellars
Cabernet Sauvignon
Napa Valley 2014
Pris: 549 kr. (tilbud) Forhandler: SAJ Vine
Alt for ung. Her er kaskader af moden frugt, men vinen folder sig slet ikke ud endnu. Mørke bær, cassis, tobak, bløde tanniner. Det kan blive stort. 94+ point.
DuMol
Tench Vineyard
OakVille
Cabernet Sauvignon
Napa Valley 2016
Pris: 995 kr. Forhandler: Fine Wines
Masser af chokolade, sorte bær, blyantspids og sødme – også fra egetræet, en ægte Napa Cab, men vinen bevarer struktur, en vigtig vertikal elegance, en rankhed, som holder hele vejen igennem. Faste, men modne tanniner. Alt for ung – men lækker. 95+ point.
Caterwaul Wines
Napa Valley 2018
Pris: 450 kr. Forhandler: Fine Wines
Ganske koncentreret, men også alt for ung. Koncentreret bærfrugt, klare noter af egetræ, glat, en smooth operator, men vinen viser endnu ikke, hvad den kan – den er meget primær i udtrykket. Klart bedre på andendagen, hvor den har sat sig lidt. 91+ point.
Silverado
Cabernet Sauvignon
Napa Valley 2016
Pris: 395 kr. Forhandler: Laudrup
Meget velafbalanceret og allerede ganske tilgængelig. Her er frugt i forgrunden, en vis blødhed i det umiddelbare udtryk, en flot syre og ægte Napa-koncentration – uden at blive for meget. Ret tydelige tanniner, den vil helt klart vinde ved nogle års lagring. 91+ point.
Acumen
Peak
Cabernet Sauvignon
Attelas Vineyard
Napa Valley 2018
Pris: 1200 kr. Forhandler: KK Wine
Rank, vertikal, mandig og imponerende; her er en anelse cabernet franc til stede, som forlener vinen med en anelse kølighed – vi er meget langt fra forestillingen om marmeladevin, dette er cool cab, ganske stram. 93+ point.
Cliff Lede
Stags Leap District
Napa Valley 2016
Pris: 475 kr. Forhandler: Fine Wines
Mørk og krydret med moden, blommeagtig frugt, noter af tobak, meget maskulin stil, men det er ikke en bondemand, snarere en velklædt herre med et muskuløst bryst under jakkesættet. 92+ point.
Forman
Château la Grande Roche
Cabernet Sauvignon
Napa Valley 2016
Pris: 319 kr. Forhandler: Fine Wines
Andenvinen til Forman. Mørk, krydret med noter af tobak, kaffe, blyantspids, relativ åben – men vil blive bedre. 91+ point.
Shafer
One Point Five
Stags Leap
Napa Valley 2017
Pris: 495 kr. Forhandler: Fines Wines
Crème de cassis galore, tæt frugt, tobak, krydderurter, røgede toner. På en gang kraftig og elegant, modne, tygbare tanniner. 94+ point.
Arietta
Quartet
Napa Valley 2016
Pris: 595 kr. Forhandler: Sigurd Müller
Meget ung, men karakterfuld. Mineralsk med sorte bær, kaffe, chokolade. Meget sund frugt, let pebret i eftersmagen. 92+ point.
Ramey
Cabernet sauvignon
Napa Valley 2013
Pris: 485 kr. Forhandler: Sigurd Müller
Rank vin med masser af solbær, pebret krydderi, sødmefuld frugt – men ikke overdrevet, det er rankheden, der dominerer. Noter af kaffe, chokolade og trøffel og en kølig rygrad. Elegant vin, stadig ung. 92+ point.
Tim Mondavi
Continuum
Sage Mountain Vineyard
Napa Valley 2017
Pris: 2.200 kr. (tilbud) Forhandler: Laudrup
Rank og klassisk, helt uforskammet lækker. Et væld af sorte bær, cassis, tobak, blyantspids, dybt koncentreret kerne og en vis poleret lækkerhed, man ikke bliver træt af. 96+ point.
Newton
Chardonnay Unfiltered
Napa Valley 2016
Pris: 369 kr. Forhandler: LVMH
Legendarisk vin fra et legendarisk hus, som så sørgeligt blev taget af flammerne. Meget amerikansk, og hvis man ikke kan lide det, så lad være, men den er sexet med orangeskal, butterscotch, smør og rig frugt. Drikkeklar. 90 point.
Mayacamas
Mount Veeder
Merlot
Napa Valley 2015
Pris: 600 kr. Forhandler: KK Wine
Nydelig rubinrød farve, elegant og kølig i stilen med en feminin frugt og et væld af krydderurter og en lille pebret tone. Smuk, smuk vin, nærmest en slags antitese til de voldsomme cabs, en mineralsk tone her – men med en meget sund frugt. 93+ point.
Mayacamas
Mount Veeder
Chardonnay
Napa Valley 2018
Pris: 425 kr. Forhandler: KK Wine
Mineralsk, elegant med en tydelig citrusnote og en fornem syre. Et strejf af eg, men balancen er helt eminent. 92 point.
Sequoia Grove
Cabernet Sauvignon
Napa Valley 2017
Pris: 349 kr. (tilbud) Forhandler: SAJ Vine
Rig, blød, generøs. Sorte bær og vaniljesødme, men også en fin syre og moden tannin. Velbygget. 91+ point.
Hudson
Phoenix
Napa Valley, Carneros 2017
Pris: 449 kr. Forhandler: Fine Wines
Ret elegant og spændstig. En blanding af merlot og cabernet franc a la højre bred i Bordeaux; saftig, sødmefuld sag med masser af bær, røde og sorte, let ristet, sødmefuld karakter, noter af chokolade og tobak. 92+ point.
Spottswoode
Lyndenhurst
Napa Valley 2016
Pris: 549 kr. Forhandler: Fines Wines
Sømløs elegance, rank struktur, aristokratisk og uanstrengt. Nydelig koncentreret frugt, sort peber, tanniner. Den vil vinde ved flere års lagring. 93+ point.