Mayonnaise bliver kaldt tilbage efter fund af skimmel
Produktet er solgt i Føtex, Bilka, Netto og Salling.
Fødevarestyrelsen har onsdag tilbagekaldt to mayonnaiseprodukter, efter der er fundet skimmel i nogle af glassene.
Det drejer som om mayonnaise fra Øgo og Levevis, som ellers lover holdbarhed indtil den 26. oktober.
»Skimmelvæksten medfører, at produkterne er uegnede som fødevare,« skriver Fødevarestyrelsen, der derfor opfordrer til, at man kasserer mayonnaisen eller leverer den tilbage, hvor den er købt.
Øgo Mayonnaise og Levevis Mayonnaise er solgt i glas á 230 gram i Føtex, Bilka, Netto og Salling.
Man skal kigge efter stregkoderne "5712871236710" og "5712871222331" og producenten, Scandic Food A/S.