Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Kyllingelår tilbagekaldes efter fund af tarmbakterie

Produktet er solgt i Netto- og Føtex Food-butikker landet over.

Fødevarevirksomheden Løgismose tilbagekalder et parti kyllingelår, oplyser Fødevarestyrelsen.

Det sker efter, at styrelsens analyser har påvist et for højt indhold af tarmbakterien campylobacter i kødet.

»Hvis kødet mod forventning ikke gennemsteges, eller der sker krydsforurening til spiseklare fødevarer under tilberedningen, kan der opstå infektion med campylobacter. Symptomerne er bl.a. diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast,« advarer Fødevarestyrelsen.

Det berørte produkt hedder "Løgismose kyllingelår" og har en nettovægt på mellem 370 og 500 g. Sidste anvendelsesdato er den 5. marts 2018.

Kødet er blevet solgt i Netto- og Føtex Food-butikker landet over.

Personer, som har købt det pågældende produkt, opfordres til at levere det tilbage til butikken, hvor det er blevet købt.