Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Her er bagedyst-vinderens trick til perfekt kransekage

Selvfølgelig er det nemmest at køre forbi supermarkedet og købe sin kransekage til nytårsaften, men det behøver slet ikke være så svært at lave den selv. Bare du følger de gode trick fra ægte bagenørder.

Nanna Frank

Årets sidste dag nærmer sig med hastige skridt, og traditionen tro skal der kransekage på bordet.

Ifølge vinderen af dette års ”Den store bagedyst”, Andrea Søllested, behøver du ikke frygte at forsøge dig med hjemmebag. Kransekagen behøver nemlig ikke være perfekt, så længe den bare er sprød udenpå og blød indeni.

Første skridt er, at du tager alle ingredienser ud af køleskaber og stiller dem på køkkenbordet et par timer, inden du skal i gang med at bage. Det er nemlig vigtigt, at alle ingredienser har samme temperatur, påpeger Andrea Søllested.

Lene Helbo er indehaver af Smartbake.dk, og hun understreger, at det er vigtigt at følge opskriften helt til punkt og prikke.

- Medmindre man er virkelig god til det, så kan det godt være svært at finde den rette konsistens til dejen, siger hun.

Når du har blandet ingredienserne - marcipan, sukker og æggehvider - i rette mængder i forhold til den ønskede størrelse, skal konsistensen af din kransekagedej gerne være fast og smidig. Ikke for grødagtig, ikke for fedtet og ikke klistre til dine fingre.

Lene Helbo råder til, at hvis du ikke er tryg ved at kaste dig ud i kransekagetoppen og selv forme ringene, så kan du købe kransekageforme. På den måde er du sikker på, at ringene får den helt rigtige størrelse.

Laver du kransekagetoppen, er det en god idé at dele din dej i tre. Hver del ruller du ud i en lang pølse, der har en diameter på cirka 2,5 centimeter. For at få den klassiske trekantede form, skal du ikke bruge fingrene, men den nederste del af håndfladen.

- Du trykker den ene side nedad, så den bliver trekantet, og gnider hænderne frem og tilbage på kransekagen, så den bliver pæn og glat, fortæller Andrea Søllested.

Når hele pølsen er blevet trekantet, skal du vende den en omgang, så den side af trekanten, der før var bunden, nu vender mod dig. Det giver den pæneste trekant, forklarer Lene Helbo fra Smartbake.dk.

Det er bedst at lave et skråt snit i hver ende af pølsen. Det mindsker risikoen for, at enderne skiller sig ad under bagningen af ringene. Det er muligt at finde skabeloner på internettet, du kan printe ud og forme dine ringe efter, hvis du ikke ønsker at stå og måle hver pølse.

Lene Helbo og Andrea Søllested råder desuden til, at du bager dine kransekager på to bradepander.

- Kagerne kan nemlig godt have tendens til at blive hurtigt mørke i bunden, så brug to bradepander, siger Lene Helbo.

Og da de skal bages ved almindelig ovn og ikke varmluft-indstillingen, kan du risikere, at din ovn bager skævt. Hold derfor øje, og vend gerne bradepanderne halvvejs gennem bagningen, så kagerne er jævnt brune hele vejen igennem.

Du kan godt lave kagen dagen før, du serverer den, så længe du blot samler den samme dag, som den kom ud af ovnen.

Og så råder Andrea Søllested også til, at du samler kransekagetoppen samme sted, som du vil servere den. Det er nemlig svært at rykke på den, når den først er samlet.

- Træk en stor plastikpose over kagen, når glasuren er stivnet og stil den køligt til dagen efter, hvor du vil servere den, forklarer Andrea Søllested.

/ritzau fokus/