Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Danskerne køber ulovlig medicin på nettet for millioner

Særligt medicin, der gør en brunere, slankere eller mere muskuløs, hitter.

Beslaglæggelse af ulovlig medicin til en samlet værdi af over 320 mio. kr. var resultatet, efter dansk politi i samarbejde med en række myndigheder for nylig deltog i en verdensomspændende aktion for at opsnappe ulovlig medicin, skriver TV 2.

Aktionen foregik over en uge fra den 12.-19. september, involverede 123 lande og bestod både af razziaer hos sælgere samt kontrol af postforsendelser.

Under aktionen har myndighederne lukket mere end 3.500 hjemmesider ned, hvorfra der er blevet solgt ulovlig medicin via internettet.

I Danmark er 14 hjemmesider, der sælger de ulovlige varer, kommet i politiets søgelys efter aktionen. De danske myndigheder har indberettet hjemmesiderne til Interpol og er i øjeblikket ved at undersøge, om man kan få lukket dem ned.

Aktionen har vist, at det særligt er ulovlige slankepiller, såkaldte solkure og steroider, som danskerne køber på internettet og får sendt hjem til sig.

I løbet af den ene uge stoppede Skat 1.134 udenlandske forsendelser i tolden, hvoraf 731 forsendelser ifølge TV 2 blev tilbageholdt.

»Vi samarbejder løbende med Skat og beslaglægger hver eneste uge ulovlig medicin især i form af slankemidler og potensmidler, som indeholder sildenafil og tadalafil. Men vi ser desværre også andre risikofyldte produkter, og jævnligt også at produkterne indeholder noget andet, end der står på pakken, hvilket kan være meget sundhedsfarligt,« siger Stine Gregers Hørsøe, jurist i Lægemiddelstyrelsen, til mediet.

Ifølge Skat blev der sidste år beslaglagt over 500.000 piller samt mere end 500 kg medicin, der ikke var i pilleform.