Sover du nok? For lidt søvn øger risikoen for kræft, diabetes og demens
Syv timers søvn eller derover er afgørende for voksne mennesker, lyder det fra en ekspert.
Risikoen for at udvikle livstruende sygdomme som kræft, diabetes og alzheimers øges, hvis voksne mennesker får under syv timers søvn.
Det siger forsker i neurovidenskab og psykologi Matthew Walker til The Guardian.
Han har forsket i søvn i over 20 år og har netop udgivet bogen "Why We Sleep". Her fastslår Matthew Walker, at for lidt søvn kan være skadeligt for helbredet. F.eks. har en person på 45 år eller derover, som sover under seks timer i døgnet, to gange større risiko for at få et hjertestop eller et slagtilfælde sammenlignet med en person, som sover mindst syv timer om natten.
Og der er flere andre gode grunde til at sørge for at få mindst syv timers søvn, mener forskeren.
»Jeg tager min søvn meget seriøst, for jeg har set beviserne. Hvordan kan man gøre andet, når man ved, at en nat med fire-fem timers søvn gør, at de celler, som angriber kræftcellerne, falder med 70 pct.? Når man ved, at der er en forbindelse mellem søvnmangel og tarm-, prostata- og brystkræft, og når WHO har klassificeret natarbejde som muligt kræftfremkaldende?«, siger Matthew Walker til The Guardian, og det gælder for voksne i alle aldre.
Søvn har stor indflydelse på immunsystemet. Derfor er det f.eks. mere sandsynligt at blive ramt af en influenza, når man er i søvnunderskud. For lidt søvn kan også gøre, at kroppen får sværere ved at kontrollere blodsukkeret og bliver mindre modtagelig over for insulin. Derved kan det resultere i et forstadie til for højt blodsukker.
Også risikoen for at udvikle alzheimers bliver større, når et voksent menneske får for lidt søvn over en længere periode. Derfor er det ifølge Matthew Walker vigtigt at prioritere en god nattesøvn, og han ærgrer sig over, hvordan man ser på søvn i samfundet.
»Vi har stemplet søvn som et tegn på dovenskab. Vi vil gerne virke travle, og en af måderne, vi udtrykker det på, er ved at fortælle om, hvor lidt søvn vi får. Det er et tegn på ære,« siger han til The Guardian.
Mens for lidt søvn er skadeligt for helbredet, er det ifølge Matthew Walker ikke bevist, at man kan sove for meget.