Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Fakta: Sådan beskytter du dig bedst med solcreme

Smør solcremen på i god tid og undgå at spraye den på. Det er nogle af rådene til at undgå at blive skoldet.

/ritzau/

Selv om solen betyder varme og sommer, så kan dens stråler også betyde skader i huden.

Følg disse råd om solcreme, hvis du vil undgå at blive solskoldet:

* Brug nok solcreme: Alt for mange danskere bruger ifølge miljøstyrelsen et for tyndt lag solcreme. En tommelfingerregel er at bruge 40 milliliter solcreme til en voksen krop og 20 milliliter til en børnekrop.

* Køb den rigtige solcreme: Sørg for, at din solcreme er vandfast, så den holder længere. Alkoholbaseret solcreme er desuden mindre klistret og fedtet.

* Hold øje med faktoren på solcremen: Til den danske sommer anbefaler Kræftens Bekæmpelse en solcreme med faktor 15. Men hvis din hud er særligt sart eller lys, er det klogt at bruge en højere faktor. Skal du sydpå til mere eksotiske destinationer, er det også klogt at investere i en højere faktor.

* Smør dig ind i god tid: Det anbefales, at man smører solcreme på mindst 20 minutter, før man skal opholde sig i solen, så den har tid til at virke.

* Smør dig ind igen: Når man bader, sveder eller tørrer sig med håndklædet, er det vigtigt at smøre sig ind i solcreme igen bagefter. Solcremens effekt falder også i løbet af dagen.

* Lad være at spraye det på: Det kan være svært at dosere solcremen, når man sprayer den på. Så brug hænderne til at smøre dig ind.

* Hold øje med datoen på solcremen: Man kan ikke regne med faktortallet, hvis solcremen har overskredet sin holdbarhedsdato. Når solcremen bliver udsat for høj varme, mister den desuden sin virkning med tiden.

* Tjek, at solcremen beskytter mod alle slags stråler: Det er vigtigt at sikre, at solcremen både beskytter mod UVA- og UVB-stråling.

* Solcreme er aldrig nok alene: Det er vigtigt at kombinere solcremen med skygge og tøj, så man aldrig ligger og steger i solen.

Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Miljøstyrelsen