Det er en naturlig udvikling, at flere skilsmisser ender i konflikt

Siden 1973 er antallet af skilsmisseforældre, som søger hjælp i Statsforvaltningen steget fra ca. 3.000 til 28.000.

Det lyder som en uhørt stigning, men det er en naturlig udvikling i samfundet, mener afdelingschef Bente Koudal Sørensen, der har det overordnede ansvar for Statsforvaltningens sager inden for det familieretlige område.

»Tidligere tilfaldt forældremyndigheden moderen, og man havde en tabel, man bare kunne slå op i for at se, hvor meget samvær faderen kunne tilkomme. I dag ser vi den enkelte familie for sig. Tidligere kom konflikterne måske ikke frem i lyset. Men nu vil fædre gerne være en større del af deres børns liv, og det synes jeg er positivt. Men det giver jo også en følelse af tab, når parterne går fra hinanden. Så skal man dele, og det kan være svært,«

Sidste år behandlede Statsforvaltningen over 28.000 sager, og det er langt flere, end de ca. 20.000 par, som blev skilt. Og det hænger sammen med kompleksiteten i mange sager, hvor parrene vender tilbage til forvaltningen gang på gang for at få truffet en ny afgørelse.

»Og det er jo det, Statsforvaltningen er tænkt som, en afgørelsesenhed, der træffer afgørelse, når forældrene ikke er enige. Det løser bare ikke problemet. Barnet lever stadig i konfliktfeltet. Vi bliver nødt til at finde redskaber, som giver forældre mulighed for at se på sig selv udefra, kigget på deres samarbejde og få flyttet dem fra følelse til fornuft,« siger Bente Koudal Sørensen som forklaring på, at Statsforvaltningen nu vil tilbyde forældre kurser i samarbejde.

Ca. 10 pct. af alle skilsmisser går i hårdknude og udvikler sig til det, man i Statsforvaltningen kalder højkonfliktsager, oplyser afdelingschefen.

»Vi har ikke opgjort nogen tal på gengangere, men det er dem, der er vores udfordring. Forældre, hvor aftalerne ikke holder. Vi har forældre, hvor det er et mønster, at det kører af sporet hele tiden,« siger hun.

Det er forældrepar med manglende evne til at se problemerne, tale om dem og løse dem.

»Det handler ikke så meget den konkrete konflikt, men mere det, at de ikke selv kan løse den. Det er her, vi må spørge os selv, om vi kan gøre noget bedre end blot at træffe en ny afgørelse, som heller ikke bliver overholdt.«

Derfor tilbyder Statsforvaltningen nu et samarbejdsmøde, hvor det ikke handler om jura, krav og regler, men om samarbejde, og hvor der er mulighed for at snakke sammen og komme frem til en fælles løsning, uden at forvaltningen skal komme med en afgørelse.
»Det giver forældrene bedre mulighed for at tale frit, selv om der er en tredjepart til stede for at sikre, at samtalen holdes på sporet. Og det har givet nogle gode resultater,« siger Bente Koudal Sørensen.

Hvis man sammenligner tredje kvartal sidste år med tredje kvartal i år, så er der 10 pct. flere, som selv finder frem til en løsning.

»Så må vi jo vente og se, om løsningerne også er holdbare.«

Bente Koudal Sørensen så gerne, at Statsforvaltningen fik mulighed for at følge børnene i de mest konfliktfyldte skilsmisser over længere tid.

»I dag er det ofte kommunerne, som står med de problemer, der følger af problematiske skilsmisser. Det kunne give godt mening at holde det i et regi, hvor man kan kigge på hele familiens situation. At følge familien løbende og indkalde til møder hver tredje eller sjette måned. Det kan måske forebygge nogen af de mange afgørelser, vi skal træffe.«

Mange gange er det misforståelser, der udvikler sig til konflikter, når forældre ikke formår at kommunikere. Der kan opstå kriser, når der kommer nye partnere ind i forældrenes liv. Børnenes naturlige udvikling kan give anledning til gensidige beskyldninger om obstruktion af samvær. Hun giver et eksempel.

»Når børnene bliver ældre, så er det naturligt, at de løsriver sig fra forældrene. Det ved forældre, som lever sammen. Men blandt skilsmisseforældre tror man, at det er den anden forælder, der modarbejder. Så bliver det en konflikt. Den kunne man afmontere på forhånd, hvis man kunne forklare forældrene, at det ikke behøver at være udtryk for, at børnene ikke gider mor eller far. Der er bare noget andet, der trækker mere,« siger Bente Koudal Sørensen.