Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Når gaming bliver guld værd: »Min løn er lige nu bedre end de fleste advokaters«

Stjernestatus, oplevelser for livet og direktør-løn.

Emil Bak Nielsson, euroman.dk

Kan computerspil nu også virkelig være en sport? Vi har indstillet sigtet på den hastigt voksende niche e-sport i forsøget på at finde et svar.

En tur, der ledte os forbi Danmarks største lan-party, hvor nogle af både landets og verdens bedste gamere for nylig var samlet. En særlig branche hvor reaktionsevnen er alt, og pengene er enorme.

»Luk nu op for helvede, jeg pissefryser, og mit kabinet er herre tungt.«

En fyr i midt tyverne går hen og banker på en tynd metal-lignende plade. Lyden fra hans tunge halvfedtede håndflade, der smasker mod det tynde metalistiske materiale, spreder sig med tung resonans i den store mørke betonhal på den anden side af porten.

Det giver et sæt i de to mænd, der er sat til at vogte indgangen. De har begge sorte T-shirts på med et hvidt påtrykt ”NPF” på ryggen, trukket udover en sweatshirt.

»Nårrh ja, men klokken er vel også ved at være 14.00,« mumler den ene for sig selv. Porten lukkes op.

Læs også: 3 uberørte skidestinationer du bør besøge denne vinter

En lang kø af mennesker, der fra portens indgang ikke ser ud til at holde op igen, kæmper sig halvt løbende frem, mens de slæber på computere, skærme, rammevis af cola og gifler i kassevis. Nogle slæber sågar på kontorstole.

Her gælder alle kneb i kampen om at komme hurtigst frem, finde det perfekte spot og optimere antallet af minutter foran skærmen.

Situationen minder mest af alt om Roskilde Festival, minuttet efter hegnet er væltet. Øllene er skiftet ud med sukkerfyldte energidrikke og målet om at score og feste, er byttet ud med målene om at få flest headshots, dø færreste gange og opnå den højeste score i League of Legends. Den evige konkurrence om at overbevise ”nabolejeren” om, at vores gear altså er federe og vildere, end jeres er den samme.

Til NPF er der skruet godt op for mærkværdige gadgets, her ses en mikrofon. Fotograf: Ole Sort

Danmarks største gamer-event Net Party Fyn er netop gået i gang. Den unge dreng i sportsklassen har vokseværk og arrangementet sætter deltager-rekord, for Gud ved hvilken gang i træk. 4.500 gamere er de næste 47-timer samlet udelukkende for at spille computer, hænge ud med deres klan og have det sjovt. Vel at mærke i prioriteret rækkefølge.

2150 klapborde, 10 kilometer kabel, pallevise af cola og et internet på 10 gigabit er nogle blandt ingredienserne i Danmarks største lan-party. Fotograf: Ole Sort

For de fem mænd Andreas Højsleth, Finn Andersen, Nicolai Reedtz, Peter Rasmussen og René Borg er dét at spille computer dog langt mere end blot en fritidsaktivitet, der dyrkes på weekend eller hyggeplan.

Som fuldtids-professionelle gamere hos den amerikanske organisation Team SoloMid har de i snart et år levet godt af deres hobby; skyde-spillet Counter-Strike Go. Det gør de så godt, at danskerne lige nu er blandt de tre bedste hold i verden. Og det betaler sig.

Tjener mere end en advokat

»Lønnen som professionel gamer er god, og den ligger generelt langt over, hvad folk forventer, at man kan tjene på at spille computer. Min løn er lige nu bedre end de fleste advokaters. Jeg vil dog ikke ud med det konkrete tal,« lyder det fra den 20 år gamle Nicolai Reedtz, der i sin sport er kendt under gamernavnet ”Device”.

Lønnen udbetales af klanens amerikanske hovedorganisation, som har sponsoraftaler med it-giganter som Logitech og HTC.

»I USA og Sydkorea, hvor gaming-sporten er størst, er det ret almindeligt, at store firmaer hovedsageligt inden for it, investerer massive millionbeløb i at have deres eget hold. Lidt ligesom man kender det fra cykling,« siger Frederik Byskov, e-sports konsulent og manager for Team SoloMid.

Læs også: Se de iranske kvinder flå modstanderne på futsal-banen

Han forklarer, at Samsung blandt andet har deres eget League of Legends hold:

»Samsung Galaxy hvor nogle af de største stjerner i verden er samlet. En transfer af en spiller kan nemt koste rigtigt mange penge, hvorfor holdet parallelt med 1. holdet har to separat spillende talenthold. De skal så fungere som rugekasse for 1. holdet,« lyder det.

Andre sportsudøvere møder gamere med skepsis
Nicolai har spillet Counter Strike, siden han var syv år gammel. Det startede i fritidshjemmet og blev så gradvist mere seriøst. I dag bruger han i snit seks timer dagligt på træning og kampe. Dertil kommer så de store turneringer i weekenden.

I sommers færdiggjorde Nicolai, sideløbende med karrieren som gamer, gymnasiet ved Campus Vejle, hvor han gik på en sportscollege-linje som en af de første gamere i Danmark nogensinde. Her oplevede han, hvordan de andre håndplukkede talenter i hans klasse havde stor skepsis over for gaming som sport - og hans placering i en klasse fyldt med talentfulde atleter fra mere traditionelle sportsgrene.

»I starten tænkte de andre i min klasse nok, hvem er han, og hvad laver han her? Jeg blev tit spurgt, hvorfor og hvordan en gamer havde fået en plads på et sportscollege. Da de fandt ud af, at jeg spiller for et hold, der svarer til FC Barcelona, Real Madrid eller Bayern München inden for min sport, så var det som om, der blev lidt mere stille,« lyder det fra Nicolai, alt i mens et smørret porcelænshvidt smil breder sig.

"Jeg har ikke rigtig vænnet mig til at skrive autografer, så den minder mest af alt stadig om en krudsdulle" Nikolai Reedtz (Device) under den obligatoriske autografskrivning. Team SoloMid var det helt store trækplaster til NPF og køen talte derfor over 50 mennesker, de to der blev uddelt autografer. Fotograf: Christian Johannesen

Lavinen ruller
Og spørger man ph.d i spil-psykologi fra Århus Universitet, Andreas Lieberot, er gaming kommet for at blive. Han fastslår, at sporten nærmer sig et sted, hvor den er ved at blive lige så stor og anerkendt som mere traditionelle sportsgrene i Danmark - på linje med håndbold og curling. Om det uddyber han:

»Gaming er gået fra at være en nichekultur, der var forbeholdt ”nørder og stonerne” til at være en megakultur. Lavinen, den ruller,« siger Andreas Lieberot.

Målt på antal indbyggere er Danmark ifølge Frederik Byskov også det land i verden, der procentvis har flest registreret gamere.

»Vi kommer til at se en markant tilstrømning af både atleter og sponsorer i fremtiden,« vurderer han.

Læs også: Ryan Giggs og Gary Neville bygger historisk Manchester-Bygning om til hotel – giver besættere lov til at blive vinteren over

Spørger man Nicolai Reedtz selv, regner han med, at hans løn alene i 2016 vil stige til omkring det dobbelte.

Reflekserne fremtvinger karrierestop

Som professionel gamer skal man da også være god til at kende sin besøgelsestid og få tjent penge, mens tiden og måske endnu vigtigere: reflekserne er til det.

»Efter man fylder en 28-29 år falder ens reflekser så drastisk, at det er meget, meget svært at forblive i verdenstoppen. Der er et hold fra Polen, der alle er omkring de 30 og klarer det godt, men jeg vil tro, jeg har en 8-9 år endnu til at tjene penge på gaming. Derefter skal jeg først i gang med at studere. På den måde er min karriere nok lidt anderledes,«siger Nicolai.

Autografen sidder endnu ikke helt i skabet

»Hey du der! Om bag køen. Vi er ligesom nogle, der har ventet længe på det her.«

Ordene flyver ud af munden på en ung gut. Det giver et set i den lidt ældre gut, der instinktivt går et par meter tilbage. Han har på bedragerisk manér prøvet at snige sig i front af den 50 personer lange kø, der ellers disciplineret har ventet på en autograf fra team SoloMid ved en af NPF’s store scener.

»Aaarh det var måske lige hårdt nok, det er jo trods alt kun en autograf,« lyder det fra en gut et par pladser længere tilbage i køen.

Læs også: Lånebilen er det nye kollektiv

Den ung gut vender hovedet, kniber øjnene sammen, idet han kigger vredt tilbage og sukker. Hans blege teenager krop stivner, da han rækker den sorte musemåtte med det grønne monster-tryk frem.

»Hvor skal jeg skrive,« spørger Nicolai Reedtz, der sammen med resten af hans klan placeret på den anden side af bordet. Et par sekunder efter at have modtaget musemåtten sidder autografen solidt placeret i midten. Nicolai kigger en ekstra gang på underskriften og udbryder:

»Ja, det er jeg sgu ked af. Den skal jeg nok stadig øve mig lidt på.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Euroman