Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Forskere: Sådan undgår du at være ensom

Overskuelig firepunktsplan kan være kuren mod ensommes sociale forsvarsmekanismer.

Savner du venner eller en partner? Og er det vanskeligt at knytte nye kontakter? Årsagen kan være, at din hjerne fungerer anderledes end hos socialt mere aktive og tilfredse mennesker, skriver Daily Mail.

Et forskerpar ved Chicago University har undersøgt, hvad der ligger bag fænomenet ensomhed. Og konklusionen på flere undersøgelser er, at mange ensomme udvikler en negativ adfærdsspiral. De er ganske enkelt ekstraordinært opmærksomme på risikofaktorer i forbindelse med social aktivitet. Og det underbygges af målinger på hjernens aktivitet, når forsøgspersoner skal reagere på positive og negative udsagn. Faktisk viste det sig, at de ensomme ligefrem havde særligt fokus på det negative indhold i testmaterialet.

Psykolog John Cacioppo, der er en de to forskere bag de to undersøgelser, påpeger, at ensomme med fordel kan være opmærksomme på tilbøjeligheden mod at fokusere på risikoen ved socialt samvær. Og sammen med hustruen Stephanie Cacioppo har han udviklet en handlingsplan mod ensomhed, der består af fire overskuelige trin.

1) Ud af skabet

Sig ja til sociale invitationer, selv om du umiddelbart ikke har lyst. Årsagen er den simple, at man ikke kan socialisere, hvis man ikke kommer ud i lyset. Og en online-tilstedeværelse tæller ikke rigtigt her.

2) Lav en plan

Skriv dine ud-af-huset-aktiviteter på en kalender - og tag ligeledes initiativ til begivenheder, der involverer andre mennesker. "Alene det at tænke anderledes og mere positivt på sine sociale muligheder kan have en overraskende stor effekt," påpeger John Cacioppo.

3) Vælg og prioritér

Det er ikke antallet af kontakter men kvaliteten af dem, der er afgørende for succes. Brug derfor primært tid på personer, du deler et interessefællesskab med - hvad enten det gælder sadomasochisme i fuldt latex-outfit eller kvaliteten af mellemrumstaster på mekaniske tastaturer fra IBM (jo, den type interessefællesskab findes også).

4) Forvent det bedste

Hvis man selv udstråler varme og imødekommenhed er det mere sandsynligt, at det gengældes af omverdenen - i stedet for en forsigtigt fremstrakt hånd og et mistroisk blik.