Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Udfordringer på arbejdet og i privatlivet forstyrrer vores søvn

Især blandt de 25-44-årige kan bekymringer om familien og arbejdet gå ud over nattesøvnen, viser en ny undersøgelse.

Forskerne har længe vidst, at fire ud af ti voksne danskere ikke får den søvn, de har behov for. Nu ved man også hvorfor.

Statens Institut for Folkesundhed har spurgt 14.000 voksne, om de får søvn nok til at føle sig udhvilet. Og bland de 40 pct., som har svaret nej, svarer en stor del, at det er personlige, familiemæssige eller arbejdsrelaterede bekymringer, der holder dem vågne.

”For eksempel oplever hver tredje med søvnforstyrrelser i aldersgruppen 16-44 år, at deres søvn forstyrres af enten personlige, familierelaterede eller arbejdsrelaterede problemer,” siger Heidi Amalie Rosendahl Jensen, der er én af forskerne bag undersøgelsen.

Når folk bliver ældre, er det oftere helbredsmæssige problemer, der går ud over søvnen. Således svarer 40 pct. af de over 65-årige, at det er eget helbred, der holder dem vågne om natten.

Der er forskel på, hvad der holder mænd og kvinder vågne.

Blandt de 25-44-årige mænd er det først og fremmest arbejdet, der kører i hovedet, når det bliver lagt på puden, mens de familiemæssige og personlige problemer dominerer blandt kvinder.

De unge 16-24-årige kvinder bekymrer sig dog rigtig meget om udfordringerne på arbejdet. Her angiver næsten halvdelen, at det er det, der holder dem vågne om natten.

”Da en stor del af denne gruppe er under uddannelse, må man formode, at deres søvnforstyrrelser også kan tilskrives opgaver eller problemer relateret til deres studieliv,” siger Heidi Amalie Rosendahl Jensen.

Artiklens emner
Søvn