Danmarks første børnehospice åbner til november
Til november kan danske børn få støtte i livets afsluttende fase på landets første børnehospice. Men i modsætning til et almindeligt hospice, er børnehospicet også et sted, man kan komme hjem fra igen.
Det første hospice for børn og unge, Lukashuset, åbner 1. november i Hellerup.
Men i modsætning til et hospice for voksne, vil Lukashuset ikke blot være til livets sidste uger. Det vil i højere grad også fungere som aflastning, hvor livstruede børn og unge kan komme i perioder af deres sygdomsforløb.
”På børnehospice kan børnene dels få hjælp til den medicinske behandling, men der er også bedre plads og fokus på familieliv og livsudfoldelse for barnet i forhold til på et hospital,” fortæller hospiceleder, på Sankt Lukas Hospice & Børnehospice”, Thomas Feveile.
Børnehospice findes allerede i Tyskland, Holland og Sverige. Årsagen til at det første børnehospice herhjemme først åbner til november er bl.a., at der ikke politisk er blevet taget stilling til, om vi i Danmark reelt har et behov. Thomas Fevejle tror, det er fordi, børnehospice bliver sammenlignet med hospice for voksne, som ofte er tiltænkt kræftpatienter.
”Hospice er på voksenområdet i høj grad henvendt til menneskets to-tre sidste uger af livet i et kræftforløb. Livstruende sygdomme kan tage mange flere år for børn, end for voksne, fordi børn er stærkere. I og med at der ofte ses flere forskellige livstruende sygdomme blandt børn, opføre de sig også anderledes end kræftpatienter. Nogle af de her børn har eksempelvis flere hundrede indlæggelser gennem en periode på 6-7-år, hvor de kan være syge”, fortæller Thomas Fevejle.
Han mener derfor, at der er et stort behov for børnehospice i Danmark.
”Der er jo en gruppe af alvorligt syge børn, som har brug for indlæggelser på børneafdelinger og specialafdelinger på hospitalerne, og så er der nogle, som kan være hjemme. Men der er også en gruppe, som har et behov for en anden medicinsk indsats og af at blive tilset af læger og sygeplejersker døgnet rundt. De befinder sig et sted imellem, hvilket kan være på et børnehospice”, mener han.
Udover at behandle barnet handlet det også om at stabilisere familien til at håndtere barnets sygdom. Det er derfor ikke kun de fysiske symptomer, som de på Lukashuset vil arbejde, det er i høj grad også de psykiske. Det gælder både for barnets og familiens vedkommende.
Når Lukashuset åbner, vil der være plads til fire børn eller unge samt deres familier. Det vil ikke koste familierne noget at have deres barn indlagt. Indlæggelsen finansieres af Sankt Lukas Stiftelsen. På længere sigt håber Stiftelsen på statsstøtte.