Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Børn er bange for at være offline

En ny undersøgelse fra Børnerådet viser, at unge i 7. klasse i højere grad har deres telefon ved hånden end tidligere. Det går ud over deres trivsel.

"Det er ikke for at tjekke noget på den, at jeg har den liggende ved siden af mig. Det er mest, hvis folk ringer eller skriver, og det er et eller andet vigtigt. Nogle gange får jeg sådan lidt stress over, at jeg ikke har den med."

Sådan lyder det fra Lea, som er én af de 2.000 elever i 7. klasse, som har deltaget i Børnerådets nye landsdækkende undersøgelse.

Undersøgelsen viser, at unge er mere online, end de nogensinde har været før. Hele 41 pct. af de adspurgte unge svarede, at de sjældent eller aldrig har telefonen uden for rækkevidde.

Ifølge undersøgelsen har det en direkte indflydelse på de unges koncentrationsevne og søvn. Derudover viser undersøgelsen også, at telefonen er anledning til en følelse af stress - netop den form for stress, som Lea taler om. Det gælder både, når de unge har telefonen lige ved hånden eller lige ved siden af dem, men også når de ikke har den ved sig.

Netop denne udvikling af de unges medieforbrug bekymrer formanden for Børnerådet, Per Larsen. Han fortæller, at det var noget han havde regnet med, men ikke i så voldsom en grad.

"Vores undersøgelse viser tydeligt, at de unges medieforbrug har direkte indflydelse på deres trivsel. Jeg er overrasket over, hvor markant den indflydelse er. Og jeg er alarmeret over, at der er en gruppe af unge med et så stort medieforbrug, at de på en række områder trives dårligt," siger han i en pressemeddelelse.

Det er især de unge piger, der oftest har telefonen lige ved hånden, og dermed føler sig mest afhængige af at være online.

Lea er ikke den eneste, der giver udtryk for, at hun har et behov for hele tiden at være til at komme i kontakt med. Flere af de unge, der har deltaget i undersøgelsen, fortæller om, at de oplever et socialt pres i forhold til at være tilgængelig hele døgnet rundt. Blandt andet fortæller Ingeborg, at hun er bange for, at hendes venner bliver fornærmede, hvis hun ikke svarer på deres beskeder med det samme.

"Det kan være, den anden person bliver lidt sur, hvis der går lang tid, før man svarer," siger hun.

Men de unge fortæller selv, at de en gang i mellem har brug for at være offline og dermed ikke have telefonen lige ved hånden. De oplever dog, at det kan være svært, da de både vil være lettilgængelige, men samtidig oplever det som en byrde at være online.

Hele 37 pct. af de 2.000 unge svarede, at de oplevede sig presset og stresset.

Undersøgelsen viser også, at mange af de unge multitasker, når de bruger deres telefon. De laver blandt andet lektier og taler med deres venner samtidig med, at telefonen er fremme. Faktisk er der tale om hele 73 pct., der fortæller, at de altid eller nogle gange bruger telefonen samtidig med, at de ser fjernsyn. 58 pct. bruger telefonen samtidig med, at de snakker med deres venner. 40 pct. af de unge oplever, at deres multitasking kan gå ud over koncentrationen.

Jeg er alarmeret over, at der er en gruppe af unge med et så stort medieforbrug, at de på en række områder trives dårligt
Per Larsen, Børnerådets formand

Zakir er én af dem:

"Det kan fx være, at ens hjerne er et andet sted, hvis man lige har set en, der har fødselsdag, og så skal man skrive en hilsen til dem. Det kan være svært at koncentrere sig, hvis man lige har været på de sociale medier."

Men det er ikke kun stress og koncentrationsbesvær, at det store medieforbrug kan resultere i. Også søvnproblemer er én af de ting, som de unge fortæller om i undersøgelsen.

Mange af de unge fortæller, at de ikke kun tjekker deres telefoner i dagstimerne, men også vågner op om natten for at tjekke om der er noget, som de er gået glip af.

"Vi har brug for større fokus på, hvad det gør ved os hele tiden at være tilstede på en masse medieplatforme. Undersøgelsen viser klart, at det påvirker trivslen. Det skal vi tage alvorligt og interessere os langt mere for," siger Børnerådets formand og fortsætter:

"Et godt sted at starte ville være at få forældrene til at interessere sig mere for deres børns medieforbrug. Og så skal de i øvrigt tænke over deres eget i samme ombæring."

De unge nævner ofte deres forældre som en af grundene til, at de har deres telefon på sig hele tiden.

Signe fortæller blandt andet, at hendes far er en af grundene til, at hun har telefonen ved hånden hele tiden.

"Jeg ved i hvert fald, at min far godt kan lide, at jeg har min telefon på mig, så han ved, at han kan kontakte mig hele tiden."