Konsultation hos ”Niller”
Hos Copenhagen Bike Fit kan triatleter og cyklister få indstillet deres cykel ned til millimeteren. Jyllands-Posten var med under et bikefit, hvor der skulle tages højde for skævheder, nakkeproblemer og en lidt for stor cykel.
De kalder ham ”Niller” – konen og kunderne hos Copenhagen Bike Fit – efter Niller i filmen ”Den eneste ene”, som ikke kan tale om andet end køkkener.
»Det bliver meget nørdet – jeg kan godt selv se det. Jeg kan blive irriteret, hvis folk ikke vælger den optimale løsning. Det er der, hvor jeg er cykelnørdet. Det handler om at få det mest optimale ud af cyklen. Jeg sælger ikke cykler. Kasketten er rådgivning,« siger Niller eller Tore Winther Gjesten, som er hans borgelige navn.
Tore Winther Gjesten er bikefitter og ejer Copenhagen Bike Fit midt på Østerbro lige der, hvor Jagtvej krydser Østerbrogade. I hvidmalede kælderlokaler dekoreret med cykelcitater, cykelbilleder og andre cykeldimser tager Tore Winther Gjesten imod et voksende antal kunder, der ønsker at få indstillet deres cykel på den – ned til millimeteren – helt korrekte måde.
»Triatlon og cykling er i fremdrift. Samtidig tillader teknologien nu, at vi kan få en helt præcis måling. Samtidig har mange ikke kompetencerne til at indstille cyklen helt korrekt, og så kan det blive decideret ubehageligt, og de mister lysten,« siger Tore Winther Gjesten, når han skal forklare, hvorfor flere og flere går til en bikefitter.
Folk ofrer gerne tid og penge
Tore Winther Gjesten forklarer, at den typiske kunde hos Copenhagen Bike Fit er en mand midt i 40'erne. Måske er han selvstændig, men i hvert fald direktør. Nu er han nået til et punkt i sit liv, hvor han skal gøre alvor af at realisere drømmen om at køre en ironman eller gennemføre La Marmotte. Han spillede tidligere fodbold, men er nu begyndt at cykle, fordi han blev skadet. Og nu skyr han ingen midler for at opnå sit mål.
»Vi har ikke kunnet mærke noget til finanskrisen eller hvad man kalder det. Folk ofrer gerne tid og penge, mens nogen måske lige ser det an, inden de ofrer pengene,« siger Tore Winther Gjesten.
Line Rener Kristensen er således ikke billedet på den typiske kunde hos Copenhagen Bike Fit, da hun indfinder sig til sin konsultation hos Tore Winther Gjesten. Hun er ikke mand, og hun er langtfra midt i 40'erne.
Men hun er triatlet og forklarer, at mange i tri-miljøet får lavet et bikefit, fordi det kan hjælpe på præstationen.
»Langt de fleste får lavet et bikefit. Det giver noget, og man kan måske komme til at køre hurtigere,« siger Line Rener Kristensen, der dyrkede triatlon i to fulde sæsoner, inden hun pga. et piskesmæld måtte holde et års pause.
Nu har hun lagt pengene for et bikefit, fordi hun er overbevist om, at det kan hjælpe hende af med de nakkesmerter, hun har, når hun sidder på cyklen.
»Jeg skal ræse på Mallorca om en måned, når der er 70.3 Ironman Mallorca. Så er det ekstra vigtig, at man sidder ordentlig, så nu var det på tide. Jeg kan mærke min nakkeskade, hvis jeg ikke sidder ordentlig. Jeg bliver omtåget,« siger hun
Man vil sidde skidegodt
Tore Winther Gjesten er, inden bikefittet begynder, lidt nervøs for, om det kan lade sig gøre at punktere Line Rener Kristensens nakkesmerter, men det bliver alligevel en del af målsætningen for konsultationen. Oftest går et bikefit nemlig ud på at få rytteren til at sidde så godt som muligt, fordi det kan forhindre skader.
»Mange vil gerne skadesforebygge. Hvis man kører 10 gange om ugen, vil man gerne sidde skidegodt. Og hvis man som Line også kan blive fri for irritationer, er det jo rigtig godt,« siger Tore Winther Gjesten.
Bikefittet begynder med, at Line Rener Kristensen udfylder en rytterformular, hvor hun bl.a. skal skrive, hvilket mærke hendes klamper og cykel er. Dernæst foretager Tore Winther Gjesten et grundigt interview af Line Rener Kristensen for at fastslå problemet, samt hvordan det kan løses.
Han gennemgår hendes svar på rytterformularen, hører mere om hendes nakkesmerter og spørger ind til hendes valg af cykel.
»Cyklen er faktisk lidt for stor,« konstaterer han og spørger:
»Hvorfor har du købt den cykel?«
»Det var et godt tilbud,« erkender Line Rener Kristensen.
Men cyklens størrelse kan Tore Winther Gjesten i langt de fleste tilfælde arbejde rundt om. Det behøver som sådan ikke være en stopklods. Men han siger dog, at hvis det bliver nødvendigt, kan han forsøge at få cyklen byttet.
»Cyklen kan være forkert, men jeg har aldrig oplevet, at jeg ikke kunne hjælpe nogen.«
Da Tore Winther Gjesten har fået svar på sine spørgsmål, opsummerer han, hvad målet med bikefittet er.
»Jeg har nogle vinkler inde i hovedet, som vi skal prøve. Vi skal forsøge at åbne din hofte lidt. Fokus bliver på aerodynamik og komfort. Målet er at få dig til at sidde godt hele distancen under den halve Ironman,« siger Tore Winther Gjesten, inden han skynder sig at påpege, at han ikke kan garantere, at bikefittet vil resultere i højere fart.
»Vi får dig måske ikke til at cykle hurtigere, men måske får vi dig til at løbe hurtigere. Og vi håber at slippe af med nakkeproblemerne,« siger han.
Lidt skævheder men ingen problemer
Nu lægger Line Rener Kristensen sig op på en briks langs den ene væg. Inden cyklisten sætter sig op på cyklen for at få foretaget det egentlige bikefit, er det nemlig vigtigt, at der bliver foretaget en fysisk vurdering. Det sker for at spotte eventuelle skavanker og skævheder i kroppen.
Tore Winther Gjesten tester Line Rener Kristensens styrke i højre og venstre side af kroppen. Han beder hende lave squats, stå på tæer, gå i planke og lave armbøjninger. Undervejs konstaterer han:
»Din ryg og din hofte laver en lille rotering.«
»Det er også mest i højre side af nakken, at jeg får ondt,« svarer Line Rener Kristensen.
Tore Winther Gjesten kigger en ekstra gang på Line Rener Kristensen ryg, beder hende røre gulvet med hænderne, mens hun har strakte ben.
»Der er lidt skævheder, vi skal rette ind efter, men ellers ingen fysiske problemer,« siger Tore Winther Gjesten, inden han sætter sig ved computeren for at oprette Line Rener Kristensen i det program, der skal måle hendes bevægelser og position på cyklen.
Et par ugers tilvænning
Det er et ganske avanceret system, Tore Winther Gjesten har stående foran det centralt placerede skrivebord. Det består af et almindeligt videokamera og et 3D-kamera. Den tilkoblede computer regner vinkler og millimeter ud og spytter grønne og røde tal ud i tre kolonner på skærmen. Grøn er godt, rød er skidt, forstås.
Line Rener Kristensen sætter sig op på cyklen, får monteret små hvide og sorte velcro-mærker, der skal holde de sensorer, som 3D-kameraet laver sine målinger efter. Snart er Line Rener Kristensen viklet ind i ledninger og har fået placeret to batterier på den nederste del af ryggen. Systemet er nu klar til at foretage sine målinger.
Line Rener Kristensen begynder at træde rundt. På computerskærmen toner et billede af hende frem. Tore Winther Gjesten øger ved hjælp af en fjernbetjening belastningen og beder hende sætte farten op.
Hun sidder meget stille, og det er svært at se, at der skulle være noget galt, men videoen, 3D-billederne og de grønne og røde tal viser noget andet.
»Du sidder lidt lavt, men albuerne og armene er fine,« siger Tore Winther Gjesten.
»Vi vil strække benet mere ud og åbne nakken. Når du sidder højere med overkroppen, vil det være mere komfortabelt for nakken,« forklarer Tore Winther Gjesten, mens han peger på et stillbillede af Line Rener Kristensen på cyklen.
Tore Winther Gjesten sætter sadlen op og rykker styret frem, men konstaterer, at sadlen er for kort. Derfor vil han gerne afprøve en anden saddel, der kan få hende lidt længere frem på cyklen.
Den nye saddel bliver monteret, for Tore Winther Gjesten har alle de dele liggende, der skal bruges for at foretage de nødvendige justeringer.
Line Rener Kristensen træder nogle omgange. Tallene på computerskærmen forvandler sig fra en del røde til ingen.
Og Line Rener Kristensen kan også mærke forskel.
»Jeg føler allerede, at jeg kan mærke en forskel i nakken,« smiler hun, mens hun træder rundt.
Da hun træder ned fra cyklen, er sadlen blevet sat 2,5 cm op og styret sat 4,5 cm ned. Det er temmelig voldsomme forskelle, og Tore Winther Gjesten forklarer også, at de nye indstillinger vil kræve et par ugers tilvænning.
»Bikefittet foretages indendørs under kontrollerede forhold. Derfor skal der to til fire ugers tilvænning til. Desuden kan kunderne altid komme tilbage, hvis der er noget. Og de kan blive ved med at komme igen, indtil vi er færdige, uden ekstrabetaling,« siger Tore Winther Gjesten.
Skulle være kommet tidligere
Bikefittet har taget omkring to og en halv time. Tore Winther Gjesten udarbejder en bikefit-rapport med alle målinger og billeder, som Line Rener Kristensen kan få med hjem. Hun får også lov til at låne den nye saddel med hjem for at afprøve den, når der er asfalt under cykelhjulene.
»Du kan låne den mod depositum, næsten så længe du vil,« siger Tore Winther Gjesten og kommer med de sidste fif.
»Sæt noget tape på saddelpinden og husk målene, som du har i rapporten. Hvis det hele rykker sig under transporten til Mallorca, kan du selv rette det tilbage.«
Line Rener Kristensen tager imod de gode råd og tilbuddet om at låne sadlen med hjem. Og da hun bærer sin cykel op fra kælderlokalerne og triller ned ad vejen, er hun meget tilfreds.
»Jeg er meget begejstret. Jeg er mere komfortabel i nakken. Det er lidt irriterende, at det har taget mig så lang tid at komme herned,« siger hun.