Løb skal ikke være mere, det skal være bedre

Brug kroppen, tøm sindet og lad op med god mad. En ny tendens har ramt de danske løbere. Træning bliver kombineret med luksus.

Artiklens øverste billede
Naturen i Nationalpark Mols Bjerge byder løberne på en uforudsigelig løbetur i både strand og skov. Belønningen bagefter er gourmetmad og vine fra Mols Kroen. Arkivfotos: Martin Paldan

Adrian Lund glæder sig. I april sætter den 37-årige lærer kurs mod Mols, hvor han i en hel weekend sætter sin hverdag med job og familie på standby, tømmer hovedet for beslutninger og går all in på at forkæle sin krop med løbemæssige udfordringer i Mols Bjerge og gastronomiske oplevelser for smagsløgene i form af gourmetmad og vinsmagning på Mols Kroen.

Bjergcamp hedder løbearrangementet, som er det første af sin art i Danmark.

»Det er lige et arrangement for mig. Jeg kan lide god mad, og jeg kan lide at løbe. Som jeg ser det, er det to gange liebhaveri lige efter hinanden, hvor man først kommer ud at løber mens man oplever noget natur, som ikke er alle forundt – og bagefter får man lov at spise noget mad, tilberedt af en af landets bedste kokke, som heller ikke er alle forundt,« siger Adrian Lund, der har løbet siden 2009.

At bruge kroppen er wellness

Hver uge løber han mellem 20 og 30 km. Målet for 2015 er 100 km om måneden. De mange kilometer skal hjælpe ham i kampen mod de livsstilssygdomme, som ramte både hans far og farfar, og som tog livet af dem i en tidlig alder. Men de mange kilometer er også en luksus i en travl hverdag.

Løb er et fællesskab med ligesindede, som man ikke finder på arbejdspladsen eller i parforholdet. Tendensen går her – som i samfundet i øvrigt – mod oplevelser og mere kvalitet, mener en fremtidsforsker. Foto: Martin Paldan

»Da jeg skrev speciale på universitetet, var det opgaveformuleringer, som blev vendt i hovedet under en løbetur, andre gange er det ingenting. Mennesker i dag har så travlt med, at livet skal være fyldt, og vi skal være effektive hele tiden, derfor synes jeg, at det er en kæmpe luksus bare at få lov til at koncentrere mig om ingenting. For mig er det oplevelsen, der er i højsædet, når jeg løber. Det handler ikke om, at jeg skal gennemføre et maraton, men nydelsen ved f.eks at se solen over Aarhus, det er wellness for mig,« forklarer han.

Energi og fællesskab

Thomas Kjerstein er manden bag Bjergcamp. Han er selv aktiv løber, og har i flere år stået for afviklingen af Vinter Ultra Mols Bjerge, som er et trailløb i Mols bjerge.

»Jeg oplever, at en del løbere gerne vil noget mere end bare at løbe og så tage hjem. Jeg kan se, at når voksne mennesker får lov til at være sammen om deres lidenskab og sport, så opstår der energi og fællesskab, som man ikke finder i hverdagen, hverken på arbejdspladsen eller i parforholdet,« forklarer han.

Adrian Lund kan nikke genkendende til det fællesskab, der hurtig viser sig, når løbere møder andre ligesindede.

»Da jeg løb Thy Race sidste år, fik jeg krampe de sidste fire km. Til min overraskelse oplevede jeg, hvordan de andre deltagere havde mere travlt med at spørge, om jeg havde det godt og kunne klare mig i mål, end de havde med at slå deres egen personlige rekord. Det giver et godt billede af, hvad det handler om, når vi taler om løb – det er ikke for at slå rekorder, men det handler om at give sig selv en fysisk udfordring,« forklarer han.

Oplev og nyd

Bjergcampen begynder om formiddagen, hvor deltagerne tjekker ind. Herefter skal de vælge, om de vil løbe 10 eller 20 km i Mols Bjerge. Med på turen er en guide, der kender området og kan svare på spørgsmål eller give råd om løb.

Frokosten bliver indtaget i naturen, hvor kokke vil stå parat og servere en suppe. Om aftenen står menuen på en tre-retters middag sammensat af den fransk-danske michelinkok, Michel Michaud. Senere fortsætter arrangementet med vinsmagning.

»Det handler om at opleve og nyde, samtidig med at pulsen stiger, og jeg ser, at flere gerne vil investere både tid og penge i en god oplevelse,« forklarer Thomas Kjerstein.

Ikke mere, men bedre

Ifølge fremtidsforsker Anne Skare Nielsen er arrangementet et godt eksempel på en trend, som hedder ”ikke mere, men bedre”. En trend, som fremtidsforskere har set komme i mange år – og som danskerne befinder sig midt i. Og den vil vare i lang tid endnu. Det handler om at finde ud af, hvad der har værdi og betydning.

»Det, som gør folk glade i deres tilværelse i dag, det er ikke mere, men det er bedre – og dermed også at sige nej til noget. Vi ser blandt andet, at folk har stor fokus på at rydde op i deres ting, og at flere siger nej og gør sig fri af venner, der måske suger på dem eller arrangementer, som de i virkeligheden ikke har lyst til at deltage i. Andre vælger ikke at læse avis eller se tv,« forklarer hun og fortæller videre:

»I forhold til løb, har tendensen tidligere været, at man skulle præstere, men det gider folk ikke mere, fordi der er så meget præstation alle mulige andre steder i livet. Men derimod at kunne mærke sig selv og være del af et forpligtende fællesskab, det har stor værdi, og det kan man blandt andet få ved arrangementer som dette, hvor mad og motion bliver kombineret til en helt speciel oplevelse,« fortæller hun.

Bjergcamp finder sted den 11. april – se mere om bjercamp på www.bjergcamp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.