Kom i form hjemme på sofaen
Fødevaregiganten Nestlé er på sporet af et enzym, som kan sætte gang i fedtforbrændingen, uden du rører en finger.
Forestil dig, at du efter arbejdstid snupper en smoothie eller en mûslibar frem for en løbetur. For mange af os er det ikke svært. Men i fremtiden behøver vi måske ikke få dårlig samvittighed over det.
Nye forskningsresultater fra fødevaregiganten Nestlé tyder på, at fødevarer i fremtiden vil være i stand til at stimulere musklerne til at omdanne glukose og fedt til energi på samme måde, som træning gør.
I en videnskabelig artikel i Journal of Chemistry and Biology beskriver forskerne, at man har identificeret en forbindelse, kaldet C13, som kan stimulere enzymet AMPK, som normalt aktiveres ved fysisk træning og hjælper cellerne til at opnå den rette energibalance.
Ifølge forskerne er det første skridt mod at kunne efterligne effekten af motion. Og de forudser efter deres opdagelse, at man kan finde frem til fødevarer og ernærings-produkter, som kan gøre det samme ved stofskiftet, som træning kan. Det vil sige, at man - uden at røre en finger - kan opnå balance mellem den energi, man indtager gennem maden, og den energi man forbrænder.
Forskerne fra Nestlé peger først og fremmest på den landvinding sådanne produkter vil være for ældre og handicappede, som ikke er i stand til at træne særlig meget. Men også diabetes 2-patienter og overvægtige kan få glæde af opdagelsen. Der er dog ingen tvivl om, at visse sofakartofler også vil hilse den slags fødevarer velkomne.
Professor Kei Sakamoto, chefen for diabetes-forskningen ved Nestlé Institut for Sundhedsvidenskab i Lausanne, forklarer, at AMPK er et centralt protein i hver eneste celle i din krop og er naturligt aktiveret af motion. Den overvåger din energi status, som en brændstofmåler i en bil, og beorderer dig at fylde op, når dit energiniveau er lavt.
"Ideelt set vil vi være i stand til at udvikle produkter, der vil hjælpe med at fremme og forøge effekten af motion," siger han og understreger samtidig, at intet produkt nogensinde vil kunne erstatte motion.
"Motion har så mange forskellige effekter - både i hjernen og vore fysiologiske funktion - og vi vil aldrig blive i stand til at efterligne alle de effekter i et enkelt produkt," siger han.
Nestlés sundhedschef i Norden, Susanne Wolff understreger også, at opdagelsen først og fremmest bliver et gennembrud inden for de såkaldte medicinske fødevarer.
"Nestlé er i forvejen førende på flere områder inden for hospitalsfødevarer som for eksempel proteindrik til underernærende patienter. Og man kan forestille sig, at vi kommer med medicinske fødevarer, som kan hjælpe ældre, diabetikere og overvægtige," siger hun. Hun kalder fundet for revolutionerende.
"Vore forskere på center for fødevareforskning i Lausanne ser store fremtidige muligheder. Nestlé bruger 9,3 mia. kr. årligt på fødevareforskning. Der er ingen tvivl om, at hormoner, signalstoffer, enzymer og proteiner vil få en stor betydning i udviklingen af fremtidens fødevarer," siger hun.
Inden vi glæder os for tidligt, skal det tilføjes, at rigtig mange forskere i verden har studeret AMPK og enzymets påvirkning af vort stofskifte uden at have fundet den hellige gral. Bloomberg.com opremser for eksempel Rigel Pharmaceuticals Inc. i San Francisco, der begyndte at teste sin egen eksperimentelle AMPK aktivator på mennesker tidligere i år, det tyske medicinalfirma Boehringer Ingelheim GmbH arbejder sammen med de indiske biotek Connexios Life Sciences for at udvikle AMPK-aktivatorer for diabetes, og tidligere har Merck & Co. i USA og Dr. Reddy s Laboratories Ltd i Indien forsøgt.
De færreste tror på, at det bliver inden for de næste ti år, vi får motions-fødevarer på hylderne, eller sofabordet.
Først skal forskerne identificere naturlige substanser, som kan sætte den molekylære reaktion i gang. Der skal være tilstrækkelig med videnskabelig dokumentation for at produkterne virker og kan godkendes til f.eks. mad til særlig medicinske formål. Dette er også er tilfældet, når der udvikles f.eks. protein- og energitilskudsdrikke til underernærede patienter med tilskud fra sygesikringen på nuværende tidspunkt.