Ny, fleksibel delebilsordning kommer til København
Konceptet minder om det, der gælder for bycykler: man snupper en bil, kører til det ønskede mål og efterlader bilen der.
Om kort tid vil der i det københavnske bybillede dukke 200 nye smart cars op, som du gerne må bruge.
Det er delebiler, som skal være et nyt, fleksibelt alternativ til privatbiler og byens offentlige transport.
Car2go hedder firmaet, der allerede har 11.000 små biler kørende i storbyer verden over og nu har valgt at lancere konceptet i København som den første by i Skandinavien.
Konceptet, der allerede er en stor succes i byer som Milano, Wien og Hamborg, er enkelt og minder til forveksling om de såkaldte bycykler: Man finder en car2go (smart fortwo) et vilkårligt sted i byen via en app på sin smartphone, hvorefter man kører til sin destination og efterlader bilen et tilsvarende vilkårligt sted inden for en nærmere defineret byzone.
Konceptet er designet til at gøre lejen fleksibel og nem for forbrugeren, der også spontant kan benytte car2go. I minutprisen er inkluderet brændstof, forsikring, service og parkering på offentlige p-pladser. For at forøge parkeringsmulighederne for forbrugerne har car2go desuden indgået samarbejde med Q-park flere steder i byens centrum.
Det bliver også muligt, at bruge sit danske medlemskab i andre car2go-byer over hele Europa.
For at få ret til at benytte en delebil, skal man have lavet et medlemskort. Medlemskortet bruges som nøgle til bilen, og som regnskabsnøgle, når der skal afregnes.
Prisen bliver 3,50 kr. pr. minut, 135 kr. pr. time og max 500 kr. om dagen. I prisen er inkluderet brændstof, forsikring, service og parkering. Til sammenligning koster det flere steder i byen 30 kr. i timen at parkere.
car2go har i samarbejde med bl.a. Invest in Denmark og Copenhagen Capacity foretaget grundige analyser, inden konceptets lancering i København. Og en intern undersøgelse viser, at 25 pct. af de adspurgte mener, at car2go er et godt alternativ til egen bil.
”Vores grundige forarbejde i forhold til Københavns parathed til car2go gør, at vi er optimister i forhold til at kunne tidoble antallet af delebilister i København, da car2go giver københavnerne friheden til at vælge den mest effektive transportform uanset tid og sted. Baseret på vores erfaring forventer vi, at car2go vil bidrage til at nedbringe biltrængsel og CO2-niveauet samt lette trykket på det begrænsede antal parkeringspladser, der er i København,” siger car2gos danske Location Manager, Anders Kragelund.