Ensomhed værre for helbredet end fedme
Ensomhed har konsekvenser for helbredet og kan føre til tidlig død.
Få mange venner og hold kontakten til din familie, hvis du vil leve længe. Det synes at være budskabet i en amerikansk undersøgelse, der kobler ensomhed sammen med tidlig død.
Ekstrem ensomhed over en længere periode kan nemlig have værre indflydelse på dit helbred end fedme, mener amerikanske forskere. Og konsekvenserne af et liv med for få sociale relationer er så omfattende, at det kan føre til for tidlig død.
Forskernes resultater viser, at kronisk ensomhed øger chancerne for en for tidlig død med 14 pct. Et tal, der er så højt, at det nærmer sig at være ligeså slemt for helbredet som fattigdom.
"Risikoen for at dø tidligt er større ved ensomhed, end det er ved andre dårlige sundhedssvaner. At føle sig ensom er ikke bare ulykkeligt, det er også usikkert," sagde John Cacioppo, der er professor i psykologi ved University of Chicago, da han søndag diskuterede sin forskning på American Association for Advancement of Sciences årlige møde i Chicago.
Ensomhed er et stigende problem
Og ensomhed er et stigende problem, fordi folk lever længere og dermed har flere år væk fra arbejdsmarkedet, hvor mange har deres sociale relationer.
Det er en af grundene til, at mellem 20 og 40 procent i pensionsalderen ifølge undersøgelsen føler sig ensomme.
"Vi har mytiske forestillinger om pensionering. Vi mener, at pensionering betyder, at vi skal forlade venner og familie og købe et sted nede i Florida, hvor det er varmt, så vi kan leve lykkeligt. Men det er nok ikke den bedste idé," siger John Cacioppo.
Det samme i Europa
Og professorens undersøgelser peger på, at billedet er det samme i Europa. Han siger, at der sker en dramatisk ændring i personers fysiske og mentale helbred, i takt med at de bliver ældre. Og det kan kobles sammen med antallet af gode forhold til familie og venner.
Rent fysisk har kronisk ensomhed indflydelse på niveauet af stresshormonet cortisol, som øger risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde, ligesom ensomhed også forbindes med højere blodtryk og svækkelse af immunsystemet.