Den bærbare giver dig laptop-lår
Lad din bærbare computer stå på bordet og ikke i skødet, lyder advarslen fra en hudlæge.
Sådan lyder opfordringen fra overlæge på hudklinikken på Marselisborg Hospital i Aarhus, Anne Braae Olesen til P4 Østjylland.
Opfordringen kommer, fordi et stigende antal børn og unge får hudforandringer på låret efter længere tids varmepåvirkning fra den bærbare, som det skete for 13-årige Frederik Christensen fra Aarhus i efteråret sidste år:
Varmen trænger ned i huden
- Det var en stor mærkelig brunlig plet på benet. Jeg tænkte, det måske kunne være blodforgiftning, så jeg ville have en hurtig tid hos lægen, fortæller Frederik Christensen til P4 Østjylland.
Det store mærke på Frederiks lår viste sig at toasted skin syndrome - også kaldet laptop lår. Det er varmen fra computeren der trænger ned i huden, og det kan efterlade stor hudforandringer. Noget som man ser i stigende grad hos børn og unge, siger overlæge Anne Braae Olesen:
- Det er en forandring der sidder i hudniveau, som er blålig og brunlig marmoreret på grund af de her pigmentudtrækninger der kommer fra de døde celler, siger hun til P4 Østjylland.
Varmen kan give ar
Og selvom varmen fra den bærbare i første omgang ikke er farligt, kan det blive alvorligt:
- Hvis man fortsætter, bliver det en blivende skade, og man får ar ned i underhuden, som ikke kan ændres. Det er så alvorligt, at hvis man fortsætter med det i årtier, er man i risiko for at udvikle hudkræft på området, advarer Anne Braae Olesen.
Læs også: Undgå overophedede testikler