Forskere: Lev 10 år længere med proteinpulver
Bodybuildernes udskældte proteinpulver kan angiveligt mere end at opbygge muskler, lyder det fra et italiensk forskerhold, som har fodret mus med muskelopbyggende stoffer.
I dag er proteinpulver en lidt lysky affære for folk med en svaghed for overdimensionerede muskler, der opløser pulveret i mælk eller vand og drikker det for at få større overarme. Men mange flere kunne få glæde af pulveret og sikre sig en sundere og bedre alderdom. Det skriver Daily Mail.
Ny forskning viser, at pulveret, som kan købes i helsebutikker og netbutikker, kan forlænge livet med 12 pct. De overraskende forskningsresultater stammer ifølge Daily Mail fra universitetet i Brescia, hvor man har fodret mus med proteinpulver.
De italienske forskere mener, at millioner af mennesker kan se frem til en bedre alderdom, hvis de indtager proteinpulver fra de er midaldrende. Bl.a. skulle pulveret angiveligt kunne styrke musklerne i alderdommen, hvilket minimerer risikoen for smertefulde fald og brækkede hofter.
Tv: Sms dine hjerterytmer til lægen
Energibooster
Hvis man venter med at tage protein-pulveret til senere i livet, kan det ifølge forskerne også have en effekt - nemlig som en energibooster for de personer, som har hjerte- eller lungeproblemer.
"Vores data tyder på, at man bør anbefale midaldrende at spise proteinpulver som supplement til kosten," siger professor Enzo Nisoli, som står bag undersøgelsen.
På universitetet i Brescia har man givet "midaldrende" mus vand med aminosyrer - det er de byggesten, som kroppen bruger til at opbygge muskler med. De anvendte aminosyrer var leucin, isoleucin og valin.
Mus lever længere
De mus, som fik aminosyreblandingen som supplement til kosten, levede i gennemsnit 80 dage længere end de mus, som ikke fik protein-blandingen.
Omregnet til menneskers levealder betyder det ifølge Enzo Nisoli, at britiske mænd, som i gennemsnit lever til de er 77,7 år, vil kunne forlænge deres levealder til 87 år. Britiske kvinder vil kunne forlænge deres levealder fra 81,9 år til næsten 92 år.
Muskelstyrke, balance, koordination og udholdenhed blev også forbedret af proteinpulveret. Professor Enzo Nisoli understreger, at der er ikke er bivirkninger ved at spise proteinpulver.
LÆS OGSÅ: 14 faktorer der giver et langt liv