Derfor vælger smukke kvinder grimme mænd
Kvinder på udkig efter en partner for livet gør bedst i at vælge en mand, hvis udseende ligger en kategori under deres egen.
Ny forskning viser, at par, hvor kvinden er smukkere end manden, er mere positive og støttende end andre par. Årsagen er, mener man, at hvor skønhed er vigtig for mænd, er kvinder mere interesserede i at indfange en mand, der vil være hende en tryg støtte gennem livet.
Forskerne erkender, at udseende er subjektivt, men studier viser, at der er nogle universelle standarder, der blandt andet omfatter store øjne, symmetriske ansigtstræk, såkaldt almindelige ansigter og specifikke talje- og hoftemål hos både kvinder og mænd.
Tidligere studier har vist at individer med lige høj grad af smukke træk er tiltrukket af hinanden, og når de indgår i et parforhold, melder de om større tilfredshed med forholdet. Disse studier var dog hovedsageligt baseret på nyindgåede partnerskaber, hvilket viser, at skønhed er en vigtig faktor i de tidlige stadier af et parforhold, forklarer forsker James McNulty fra University of Tennessee. Men hvilken rolle den fysiske tiltrækning spiller i vel-etablerede parforhold, f.eks. i ægteskab, er lidt af et mysterium.
Det nye studie, som er publiceret i februarudgaven af Journals of Family Psychology, afslører, at udseende bliver ved med at være vigtigt også efter tiltrækningsfasen, men ganske vist på en anden måde.
Støttende ægtemænd
McNultys hold talte med 82 par, som var blevet gift inden for seks måneder forud for undersøgelsen, og som havde været sammen næsten tre år forud for beslutningen om at slå pjalterne sammen. Aldersmæssigt var deltagerne i start- og midttyverne.
Forskerne filmede mens hver ægtefælle diskuterede et personligt problem med deres partner i 10 minutter. Optagelserne blev analyseret for at se, hvorvidt partnerne støttede op om deres ægtefælles problemer, der bl.a. omfattede mål for en sundere livsstil, og hvordan de skulle få et nyt job.
"En negativ ægtemand ville have sagt: 'Det er dit eget problem, det må du selv tage dig af'," siger McNulty og forklarer at en positiv ægtemand ville sige: "Jeg er her for dig; hvad kan jeg gøre for dig - hvordan kan jeg hjælpe dig'"
En gruppe specialiseret i at afkode hvor attraktive ansigtstræk ægtefællerne havde og vurdere dem på en skala fra et til ti, hvor 10 repræsenterede den ultimative "babe". Omkring en tredjedel af parrene havde mere attraktive hustruer, en tredjedel havde en mere attraktiv ægtemand og resten af parrene var udseendemæssigt ligevægtige.
Hustru som trofæ
Alt i alt opførte både hustruer og ægtemænd sig mere positivt, når kvinden havde det bedste udseende. Det resultat "synes meget forventeligt," mener Dan Ariely, professor i adfærdsøkonomi ved MIT's Program in Media Arts and Sciences og Sloan School of Management.
"Mænd er meget opmærksomme på kvinders udseende. Kvinder synes at være opmærksomme på mænds højde og indtægt," siger Dan Ariely, som ikke var involveret i studiet.
Hos par, hvor manden var mest attraktiv, udviste begge parter mindre støtte over for hinanden. McNulty antyder, at kvinder giver samme mængde støtte tilbage, som de får fra deres mænd.
"Den mand, der er mindre fysisk attraktiv end sin partner, får mere end han måske kan forvente at få," forklarer McNulty.
"Han får noget, der er bedre, end han selv kan byde på, så han er nødt til at arbejde hårdt for at holde på forholdet."
Mænd, der er mere attraktive end deres partnere skulle teoretisk set have adgang til partnere, som er mere attraktive end deres nuværende partner, mener McNulty. Med en "græsset kunne være grønnere"-mentalitet kunne disse mænd være mindre tilfredse og mindre opsatte på at bevare ægteskabet.
Ægtemænds fysiske tiltrækning er ikke så vigtig for kvinder, mener forskerne. Kvinder leder hellere efter støttende ægtemænd. Det lader altså til, at et udseendesmæssigt "skævt match" faktisk er et perfekt match!