Juicedrik må ikke kaldes juice
Fødevaremyndighederne har påbudt saftproducenten Rynkeby at stoppe den vildledende markedsføring, hvilket allerede er sket – faktisk agter saftproducenten helt at stoppe produktionen
Juice kan ikke være light, så er det bare saftevand. Så kort kan det siges, efter at Fødevarestyrelsen har stadfæstet fødevareregion Syds påbud til den fynske saftproducent Rynkeby om at ændre markedsføringen af et par saftprodukter, som har været benævnt ”Juicedrik” på kartonernes bagsider. Benævnelsen opfatter styrelsen som vildledende, idet den strider mod den såkaldte frugtssaftsbekendtgørelse.
Konkret er der tale om "Rynkeby Appelsin light" og "Rynkeby Æble/Tranebær light", som for et par år siden hurtigt blev populære blandt forbrugerne, da det blev opfattet som en slags juice light, altså juice med lavere kalorietal. Populær blev den og tog store markedsandele de første måneder, indtil græsrodsforeningen Aktive Forbrugere udskreg den som et svindelnummer, hvorefter skepsisen steg og interessen veg.
Ekstra vand
Det lavere kalorietal havde Rynkeby i alt sin enkelhed opnået ved at fylde ekstra vand på den koncentrerede frugtjuice, man også bruger i sine almindelige juicer, og så supplere med kunstige sødemidler for at opnå smag.
Men det må man altså ikke ifølge ”frugtsaftsbekendtgørelsen”: Vil man kalde en saft for juice, må der ikke postes mere vand på den koncentrerede juice, end hvad der oprindeligt fandtes naturligt i juicen, inden den blev koncentreret.
Sagen er et resultatet af en anmeldelse fra Aktive Forbrugere.
”Det er ganske åbenlyst, at Rynkeby har prøvet at sælge produkterne, som om det var juice, selv om det ikke er det. Vi er glade for, at myndighederne nu har grebet ind. Men vi har svært ved at forstå, hvorfor Rynkeby ikke er blevet idømt en bøde, når der er tale om bevidst svindel med en varebetegnelse,” siger kampagneleder Jeppe Juul fra Danmarks Aktive Forbrugere.
”Det er bekymrende, når Rynkeby som en af landets største juiceproducenter begynder at fuske med bl.a. varebetegnelserne, især når det er et så åbenlyst forsøg på svindel. Desværre mærker vi i øjeblikket et markant pres på traditionelle varestandarder, hvor virksomheder forsøger at sælge underlødige erstatningsvarer som den ægte vare,” fortsætter Jeppe Juul.
Teksten ændret
Hos Rynkeby har man for længst taget kritikken og påbudet, der skal være udmøntet senest den 1. februar, ad notam. Allerede i efteråret, inden afgørelsen forelå, ændrede man sin markedsføring, så der nu ikke står ”juicedrik” men ”nektar” på bagsiden af kartonnerne.
”Selv om vi egentlig mente at have retten på vores side, besluttede vi ikke i denne sag at ville holde fanen højt. Da vi netop lever af at lave juice, så vi ingen interesse i at udtrykket juice blev betvivlet, ligesom vi heller ikke havde brug for den negative mediebevågenhed,” forklarer administrerende direktør Jørgen Dirksen til FPN og antyder, at produktionen af de to typer nektar snart helt standses.
”Vi vil naturligvis blive ved med at udvikle lavkalorieprodukter, men har oven på denne oplevelse brug for en helt ny platform, hvor kunderne ikke kan bringes i tvivl, og som Aktive Forbrugere ikke kan kalde den rene svindel”, fortsætter Rynkeby-direktøren.