Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Sex tager hovedpinen

Glem alt om hovedpine, hvis du vil ligge alene under dynen. Sex kan nemlig kurere smerter, lyder det fra danske læger, som ligefrem mener, at et godt knald kan erstatte et glas vand og to kodimagnyler.

Kilde: Urban

Det skriver Urban.

"Et sundt samleje kan sagtens tage et migræneanfald i opløbet eller kurere en let hovedpine, fordi der undervejs og via orgasmen frigives en masse forskellige og gavnlige hormoner, som samstemmende kommer ud i hver en afkrog af kroppen," siger sexolog, tidligere reservelæge på Rigshospitalets Sexologiske klinik, Børge Dandanell Thomsen.

Han oplyser, at det er frigørelsen af adrenalin og kroppens såkaldte lykke-hormoner oxytocin og endorfin, der er årsagen til at et sundt samleje kan lette trykket - mellem ørene.

"Endorfin og oxytocin er kroppens egen morfin. Det er hormoner, som blokerer for smerte og giver en fornemmelse af velvære. Så der er i hvert fald ingen grund til at lade som om, at man har ondt i hovedet for at slippe for sex. Tværtimod. For det er videnskabeligt bevist gennem utallige undersøgelser at effekten af sund sex er gavnlig for kroppen. Så måske skulle man hellere sige, et sundt samleje om dagen kan holde doktoren på afstand, så lad os hellere komme i gang," siger Børge Dandanell Thomsen.

Smertestillende stoffer

Hos Dansk Hovedpine Center på Glostrup Hospital står sex ikke på listen over behandlingsmetoder og smertelindring, selv om man på stedet har kendskab til i hvert fald en undersøgelse, hvoraf det fremgår, at seksuel aktivitet kan have en øjeblikkelig og positiv effekt på såkaldte, og danskernes elektroniske lægeleksikon 'netdoktor.dk' skriver, at orgasmer hjælper på ondt i hovedet.

Ifølge hele Danmarks huslæge gennem et halvt århundrede, Erik Münster, er det ingen nyhed at sex kan tage hovedpinen. Han har i sine 30 år som brevkasseredaktør modtaget adskillige breve fra danskere som oplyser at, selv skrap migræne forsvinder efter sex.

"En god orgasme medfører nogle enorme muskelsammentrækninger efterfulgt af en meget stor afslapning, og da der samtidig frigøres en masse smertestillende stoffer i hjernen er det meget naturligt, at samleje kan have en positiv effekt på hovedpine, som meget ofte skyldes spændte muskler i nakken," forklarer Erik Münster.

Han har også mødt både mænd og kvinder, som fik voldsom hovedpine af sex, men vil alligevel ikke afvise, at han kunne finde på at sende en patient med ondt i hovedet hjem i seng - med ægtefællen, kæresten eller elskeren.

For som han siger:

"Hvis det er en patient, man som læge kender godt, kan man sagtens sige, prøv det. For det skader ikke - og giver mange glæder ud over den, at selve hovedpinen kan forsvinde."