Hvad gør man, når morfar ikke bør køre bil længere? Her er familiepsykologens bedste råd til et »utroligt ømtåleligt emne«
Det kan potentielt blive kimen til konflikt, når spørgsmålet om, hvorvidt det er forsvarligt at lade familiens ældste blive ved med at køre bil, melder sig. Eksperter peger på, at en ændring i lovgivningen har efterladt alt for meget ansvar på de pårørendes skuldre – men der er stadig gode råd at hente.
»Hov, vi skulle vist have været til højre her,« mumlede min morfar for sig selv.
Han satte resolut bilen i gear og kørte bumlende og helt umotiveret over både kantsten og fortov, så vi passagerer hoppede rundt på bagsædet, inden han drejede til venstre af den gale vej.