“London-patienten” har forkastet hiv-virus og giver håb om kur
For anden gang i historien er en hiv-smittet blevet virussen kvit målt over en længere periode.
For kun anden gang i verdenshistorien - og 10 år efter det skete første gang - er en patient i længere tid forblevet fri for hiv-virus, efter han ellers var smittet.
Kuren har ligesom i det første tilfælde været en knoglemarvstransplantation, og behandlingen kom til veje ved et sammenrend af ellers uheldige omstændigheder.
For den nu tilsyneladende helbredte patient, der går under navnet ”London-patienten” men derudover er anonym, havde været diagnisticeret med hiv siden 2003, inden han i 2012 også blev diagnosticeret med Hodgkins lymfon.
Denne sag nummer to styrker troen på, at en kur er muligSharon R. Lewin, leder af Peter Doherty Instituttet for infektion og immunitet ved University of Melbourne.
Sidstnævnte blev han behandlet for med kemoterapi og knoglemarvstransplantation fra en donor med en sjælden genetisk mutation, der bekæmper hiv-virussen.
Transplantationen virkede efter alle hensigter, og i nu 18 måneder har ”London-patienten” været uden tegn på hiv-smitte.
For 10 år siden var Timothy Ray Brown, omtalt som ”Berlin-patienten,” den første til at blive fri fra hiv på denne måde.
Et årti senere er han stadig uden hiv, og at man nu har gentaget den bedrift, der blev gjort med ham, giver læger og forskere store håb.
»Denne sag nummer to styrker troen på, at en kur er mulig,« lyder det til AFP fra Sharon R. Lewin, leder af Peter Doherty Instituttet for infektion og immunitet ved University of Melbourne.
På trods af den gode nyhed er der dog stadig lang vej endnu, inden den nye opdagelse bliver omsat til en egentlig kur.
»En knoglemarvstransplantation som kur er ikke realistisk. Men vi kan prøve at spore hvilke dele af transplantationen, der måske har gjort en forskel her og gjort det muligt for manden at stoppe med medicinsk behandling.«
Netop en medicinsk kombinationsbehandling med såkaldte antiretrovirale lægemidler har ellers hidtil været det bedste våben mod hiv, men er kun i stand til at holde virussen i skak, så den ikke udvikler sig til aids.
Behandlingsformen er velfungerende, men kræver vedholdende brug.
»For øjeblikket er den eneste måde at behandle hiv ved at bruge medicin til at holde virussen nede, men det skal tages hele livet. Det gør det til en stor udfordring i udviklingslande,« lyder det fra Ravindra Gupta, professor ved University of Cambridge.
På verdensplan er omkring 37 mio. mennesker smittet med hiv. Kun 59 pct. modtager medicinsk behandling.