Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Landslæge slår hiv-alarm i Grønland

Fem unge mennesker er blevet smittet med hiv i Grønland. Det skal tages meget alvorligt, lyder det fra landslægen.

Det kniber tilsyneladende med at huske at bruge kondom i Grønland. Og det har meget alvorlige konsekvenser lige nu, hvor landslæge Henrik Hansen må konstatere, at et nyt udbrud af hiv-infektion har ramt Grønland.

Fem personer i alderen 20-40 år er blevet smittet med hiv, skriver KNR.

»Det er da relativt alvorligt, fordi det jo viser, at der bliver ved med at opstå nye tilfælde, og fem er ret mange i grønlandsk sammenhæng,« siger landslægen, der finder det særligt bekymrende, at der er tale om unge mennesker. De har således erfaringsmæssigt flere partnere end de lidt ældre.

Trods massivt oplysningsarbejde og uddeling af gratis kondomer, har mange i Grønland åbenbart svært ved at beskytte sig, når de dyrker sex. Det har ikke kun konsekvenser for antallet af hiv-tilfælde. Også syfilis er det hastigt stigende problem.

Landslægen forudser, at der vil komme langt over 100 nye syfilis-tilfælde i 2018. Der er en reel risiko for, at hiv vil kunne spredes på tilsvarende vis, mener han.

»Man skal tage de her problemer med de seksuelt overførte sygdomme alvorligt. Det er noget, der kan have meget vidtrækkende konsekvenser for den enkelte og for samfundet for den sags skyld,« siger Henrik Hansen til KNR.