Rygetrend har spredt sig på de sociale medier i USA
Brugen af den USB-lignende e-cigaret er blevet kaldt en epidemi.
Den er flad, aflang og ligner på afstand et USB-stik. USB-indgangen er da også til stede, men det er ikke, fordi den skal lagre hverken billeder eller dokumenter. Den er til, for at brugeren kan genoplade e-cigaretten og fortsætte sin rygning.
På knap tre år er det amerikanske firma Juul Laps gået fra at være en lille iværksættervirksomhed til at dominere det amerikanske marked for e-cigaretter og kontrollerer nu 72 procent af markedet, skriver New York Times. Særligt de unge amerikanere har taget imod den innovative e-cigaret.
Juul adskiller sig fra konkurrerende e-cigaretter ved at være diskret og let at bruge. Og det kan være nogle af årsagerne til, at de unge er hoppet på vognen.
»Juul er formentlig populær i USA, fordi de har været rigtig gode til at markedsføre sig på de sociale medier, hvor børn og unge færdes. Samtidig præsenterer de en række søde smagsstoffer, som appellerer til børn og unge, og selve hardwaredelen, altså den del man putter i munden, ligner et USB-stik, og det kan virke uskyldigt og meget langt væk fra tobak, rygning og nikotin,« siger Astrid Knudsen fra Kræftens Bekæmpelse.
Brugen af den lille damper er blevet kaldt en epidemi af Wall Street Journal, og på Instagram florer videoer, billeder og ”boomerangs” under hashtags som #juul, #doingit4juul og #juulnation, hvor unge viser tips og tricks med deres genopladelige cigaret. Det er blevet in at ryge »Juul«, som de unge amerikanere kalder det, og flere elever på videregående uddannelser i USA ryger på e-cigaretter end på de traditionelle tobak-cigaretter, viser en rapport fra Center of Disease Control and Prevention.
Den store synlighed på de sociale medier kan være en af grundene til, at Juul oplever stor fremgang. For ifølge Astrid Knudsen så bidrager synlighed til, at tobaksrygning bliver normaliseret, og hos Kræftens Bekæmpelse formoder man, at det samme gælder for E-cigaretter, selvom der endnu ikke findes undersøgelser på området.
»Hvis man ser et produkt brugt af nogle, som man identificerer sig med, så bliver produktet mere normalt, og derfor måske også i højere grad noget, som man kan forestille sig selv bruge. Det har vi i hvert fald set inde for tobak,« siger Astrid Knudsen.
En almindelig cigaret taget 5-6 minutter at ryge. Samme følelse kan forbrugeren opnår ved at dampe i cirka et minut på en Juul.
En Juul har et meget højt niveau af nikotin, der ved rygning absorberes hurtigere i lunger og hjerne end andre e-cigaretter og tobak-cigaretten. E-cigaretten binder nikotinen til blodet ved at tilsætte benzosyre til nikotinsalte for at efterligne den hurtige nikotinlevering af cigaretten.
Det store forbrug af e-cigaretten iblandt unge amerikanere har fået de amerikanske sundhedsmyndigheder, U. S. Food and Drug Administration (FDA), til at anmode Juul Laps og fire andre e-cigaretproducenter om at fremlægge en plan for, hvordan de vil mindske salget til unge. Hvis det ikke sker, kan FDA nægte firmaerne at sælge visse produkter, indtil der er fundet en løsning.
Juul er endnu ikke kommet på markedet i Danmark, og ifølge Mette Cramon, der er kontorchef ved Sikkerhedsstyrelsen, så et det svært at sige noget om, hvorvidt den kommer på det danske marked lige foreløbig. Men den kommer muligvis til Norge til næste år.