Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Sports-hijab meldes klar til julehandlen

Nike satser på at sælge hijab til atleter.

Nike søger nu at øge sin markedsandel ved at tiltrække et voksende antal kvindelige sportudøvere, der bærer religiøst tørklæde.

Resultatet er blevet den særlige Pro Hijab.

De første prototyper af tørklædet blev testet i løbet af 2017 af blandt andet den kvindelige vægtløfter Amna Al Haddad (De Forenede Arabiske Emirater), der var en af de første atleter, der satte fokus på, at tørklædet, hun bar, nedsatte hendes mulighed for at yde en toppræstation.

Triatleten Manal Rostom, der bor og træner i Dubai, har testet den nye hovedbeklædning. Foto: Vivienne Balla/AP

Amna Al Haddad har sammen med bl.a. triatleten Manal Rostom, kunstskøjteløberen Zahra Lari og fægteren Ibtihaj Muhammad testet de forskellige prototyper af hovedbeklædningen.

Nikes designere har på baggrund af tilbagemeldingerne konstrueret en hijab, der skal trækkes over hovedet i stedet for at bindes.

Zahra Lari er den første kvindelige skøjteløber, der repræsenterer De Forenede Arabiske Emirater. Foto: Vivienne Balla/AP

Tørklædet er lavet i et elastisk materiale, fremstillet i letvægtspolyester med huller, der skal øge åndbarheden.

Hullerne er dog så små, at tørklædet er helt uigennemsigtig, lover Nike.

Den særlige sportshijab er klar til julehandlen og kan erhverves for 250 kr.

Artiklens emner
Nike