7 apps, der gør din Roskilde Festival meget bedre
Kan du ikke finde dine venner eller er du i tvivl om, hvilken koncert du skal til om lidt, kan disse apps hjælpe dig på rette vej.
Den officielle Roskilde-app
Den vigtigste app du kan bruge under festivalen er selvfølgelig Roskilde Festivals egen, som indeholder hele musikprogrammet samt information om alt fra madboder til specielle begivenheder.
I modsætning til det trykte program giver app’en også mulighed for at høre eksempler på musikken fra de enkelte kunstnere, og når du har sammensat dit skema med koncerter, du gerne vil høre, giver app’en dig en advarsel 15 min. før dine udvalgte koncerter går i gang.
Du kan også bruge app’en til at give dig anbefalinger af koncerter, du måske ville kunne lide, baseret på din musiksmag på Spotify eller de musikere, du har liket på Facebook. App’en kan hentes gratis til både iOS eller Android.
Find den rigtige fest
Det er selvsagt ikke svært at snuble over en spontan fest, man kan slutte sig til på Roskilde Festivalen.
Men vil du søge mere målrettet efter en fest med et helt specielt tema, kan du bruge den nye danske app Heaps, der allerede har over 70.000 brugere, og som noget nyt har lavet et særligt samarbejde med Roskilde Festivalen i år, så app’en bliver endnu mere effektiv.
Det fungerer sådan her: En gruppe af venner kan oprette en gruppe inde i app’en og derefter finde et andet festligt slæng med den samme interesse i nærheden, for eksempel #ølbowling, #skumfest, #morgenbadning eller #pharrellwilliams.
Heaps havde mere end 20.000 brugere under den københavnske gadefest Distortion og forventer at blive en endnu større succes på Roskilde.
Bliv på Roskilde for evigt
Du er til verdens bedste koncert, du har en dyb samtale med din bedste ven fredag nat og svenskeren i naboteltet vækker dig med en smuk panfløjte-solo søndag morgen.
En festival er fyldt med lyde og smukke øjeblikke, man ville ønske, man kunne rejse tilbage til bagefter og høre igen. Og det kan man faktisk.
Med lyd-app’en Recho kan du indspille lydbidder fra din festival og placere dem på pladsen – og så kan de genhøres af en anden (eller dig selv) dagen efter.
Eller flere måneder efter, når hele festivalen er pakket væk. Den lyd du optager, bliver liggende lige der, hvor du har optaget den. Alle, der har app’en, kan høre lyden, når de er på præcis det sted, hvor lyden er optaget.
Du kan altså sende en besked til dit fremtidige jeg, eller bare efterlade en dybsindig tanke til en anden tilfældig Roskildegæst. Recho (en sammentrækning af ordene recording og echo) kan hentes gratis til alle smartphones, og den fungerer selvfølgelig også alle andre steder end på festivalen.
Få et lift
Står du med et telt under armen og masser af festivalentusiasme, men ingen kørelejlighed mod festivalpladsen, kan Gomore være din redning.
På Gomore kan man anmode om et lift med en privatbil – eller selv tilbyde et, hvis man har et sæde fri og er på vej mod Roskilde. Og hvorfor ikke få fyldt alle pladser i bilen op og deles om transportudgifterne?
Det ender ofte med virkelig billig transport for alle parter – og indimellem nye venskaber undervejs.
GoMore kan downloades til både iOS og Android.
Gør dine billeder endnu vildere
Roskilde har fået sin egen foto-app i år, hvor man kan pynte sine snapshots med festlige effekter såsom zebrahoveder, fritflyvende drinks eller tegneserieagtige talebobler.
Når du har modificeret dit festfoto på tilstrækkeligt kunstnerisk vis, kan du dele billedet på Facebook eller Instagram og tagge det med #RF15, og så kan det være, at dit billede er et af de udvalgte, som havner på en af de store skærme ved musikscenerne.
RF Cam er gratis at downloade til iOS.
Book en Uber
Den nye taxi-lignende app Uber (hvor du booker en privatbil af godkendte og registrerede Uber-chauffører) dækker normalt kun Storkøbenhavn, men i hele festivalugen er området udvidet til Roskilde.
Prisen mellem festivalen og København er låst fast til 600 kr., og dét tilbud gælder fra fredag 26. juni til søndag 5. juli.
Uber kan downloades gratis til både iPhone, Android og Windows Phone, og når du har booket en tur, kan du se på et kort, hvor mange minutter væk din Uber-chauffør befinder sig. Dét er dejligt, når du står der sent lørdag nat og gerne vil hjem.
Find dine venner
Der er 130.000 mennesker på Roskilde, så det er nemt at blive væk fra hinanden i mylderet. Men med app’en CrowdSearch kan du genfinde dine venner på ingen tid. App’en fungerer via Facebook samt din kontaktliste på din telefon.
Du vælger bare de venner, du vil følge, og så kan du se, hvilke koncerter de er til, og hvor vennerne er på kortet. App’en har også en “off the grid”-funktion til de øjeblikke, hvor du har lyst til privatliv.
CrowdSearch kan downloades gratis til iPhone.