Spis mindre kød og hold vægten
En undersøgelse konkluderer, at indtag af kød kan påvirke vægten - i den forkerte retning.
Vil man holde sin vægt på et sundt niveau, skal man måske overveje at spise mindre kød.
400.000 europæere har medvirket i en undersøgelse, der konkluderer, at indtag af kød hænger sammen med en vægtøgning over længere tid. Det gælder især forarbejdet kød som f.eks. pølser.
Resultaterne er blevet offentliggjort i American Journal of Clinical Nutrition, skriver BBC.
Ekstra kød giver ekstra vægt
Deltagerne i undersøgelsen er fra 10 forskellige europæiske lande, bl.a. Danmark. Alle deltagerne er blevet målt og vejet, og igennem fem år har de skrevet deres madvaner ned. Til slut er de alle blevet målt og vejet igen.
Forskerne har efterfølgende kunnet konkludere, at indtag af kød hænger sammen med vægtøgning for både mænd og kvinder. Også selvom der er taget højde for kalorieindtag, fysisk aktivitet og andre faktorer, der kan påvirke resultatet.
For personer, der indtog det nøjagtig samme antal kalorier, betød 250 gram ekstra kød om dagen en vægtstigning på to kilo over fem år.
På populære slankekure som Atkins skal man netop spise meget kød og protein, og disse principper stemmer derfor ikke særligt godt overens med de nye resultater.
Spis andre ting end kød
Lederen af undersøgelsen råder til, at man spiser en kontrolleret mængde kød.
"Jeg vil anbefale, at man holder øje med sit indtag af kød for at fastholde en sund vægt og godt helbred gennem sit liv," siger Anne-Claire Vergnaud fra Imperial College London.
Hun siger dog, at man ikke kan tabe sig alene af at spise mindre kød.
En diætist peger på, at vi generelt spiser langt mere kød, end vi har brug for.
"Når jeg taler med mine patienter, så beder jeg dem om at variere kosten ved f.eks. at spise et æg til morgenmad i stedet for bacon, ost til frokost i stedet for skinke og fisk til aftensmad," siger Sian Porter.