Tendens inden for liebhaveri: Italien trækker i de rige
Frankrig og Spanien er stadig de foretrukne destinationer, når danske liebhavere køber bolig i udlandet. Italien og Portugal er de nye drenge i klassen.
Gamle klostre, frodige vinmarker og borgruiner. Der er skønt i det sydlige Frankrig, og det har danske liebhavere vidst i årevis. Især den franske riviera, Côte d'Azur, har fået mange velhavende nordboere til at indløse deres aktier til fordel for en villa med pool og panoramaudsigt over Middelhavet. Som førsteudfordrer til Frankrig har altid været Spanien, men de senere år har en række nye spillere for alvor meldt sig på banen. Ikke mindst Italien, der fuldender drømmen om syngende cikader og citron- og olivenlunde.
»Landområderne i Sydfrankrig og Italien er kommet meget bedre med,« siger ejendomsmægler Adam Schnack, der sælger liebhaverboliger i udlandet, og som er kendt fra TV 2-programmet “Blændende Boliger”.
»Det er lidt ligesom bevægelsen fra Hornbæk til Tisvilde og nu i retning af området omkring Ordrup Strand. På tilsvarende vis startede det med de udenlandske liebhaverboliger i Cannes og Nice, og så rykkede det længere ind i Provence og nu over til Norditalien.«
Bjergudsigt frem for havnefront
Ifølge Adam Schnack er der sket et skift i liebhavernes værdier.
»For mange gælder det ikke længere om at flashe rigdom. Man vil stadig gerne bo lækkert og i et hus, som har kant og karakter. Men samtidig er man blevet mere privat, og derfor ser vi flere og flere, der foretrækker den flotte udsigt over bjergene frem for at sidde nede ved havnen i Nice,« siger han.
Der er en tendens til, at man søger det nærværende og familiære – et frirum, hvor man kan være sig selv.Adam Schnack, ejendomsmægler
»Der er en tendens til, at man søger det nærværende og familiære – et frirum, hvor man kan være sig selv. Det kan være vinmarkerne og den lille landsby med små skyggegader, hvor man kan spise creme brulé og drikke kaffe fra små rokkende stole.«
Også hos Nykredit International, som tilbyder lån til boliger i Frankrig og Spanien, mærker man en stigende interesse for andre destinationer end dem, som danske liebhavere – og andre med råderum til en udenlandsk feriebolig – tidligere flokkedes omkring.
»Vi får mange henvendelser om Italien. For nogle år siden var det Tyrkiet og Bulgarien, men det ser vi ikke så meget længere. De første, der købte dernede, kom galt af sted, fordi der skete et prisfald, og det skræmmer stadig,« siger Hanne Egaa, der er områdedirektør i Nykredit International.
»Seneste skud på stammen er Portugal, som vi også er begyndt at få henvendelser omkring fra tid til anden. Det er især Algarve og Lissabon, der trækker – godt hjulpet på vej af et nyt tiltag på skatteområdet fra den portugisiske regering, som har gjort det mere favorabelt for udlændinge at købe bolig i landet.«
Friværdien er tilbage
Forandrede værdier til trods er Cannes og Nice stadig blandt de mest attraktive områder for liebhavere at slå sig ned. I Spanien er det især Mallorca og Marbella, der trækker i de velhavende danskere.
»Du kan finde luksuriøse boliger mange steder, men i de her områder er der en koncentration af dem. Ikke mindst på Mallorca er der en stor selvtillid at spore. Den lyser på niveau med Cannes og Nice,« siger Hanne Egaa.
Ifølge hende ligger prislejet typisk omkring 2 mio. euro. Kun i sjældne tilfælde ser hun udenlandske boliger blive solgt til mere end 5 mio. euro.
»Vi så ikke ret mange handler efter krisen, men de seneste år er der for alvor kommet gang i markedet igen. Mallorca var et af de steder, der var hurtigst til at komme sig over krisen, og i år har der været stor aktivitet i området omkring Costa del Sol. Det har ikke været en stille sommerferie,« siger Hanne Egaa.
Forkæler sig selv med bolig i udlandet
Nogenlunde sådan lyder meldingen også fra Adam Schnack.
»Velhavende danskere har fået et større rådighedsbeløb. Friværdien er tilbage, det økonomiske marked har stabiliseret sig, og renterne er lave. Så der er plads til, at man kan forkæle sig selv, sin familie og vennerne med et skønt sted i udlandet,« siger han. Er efternavnet Madsen og ikke Medici, har du aldrig ramt den rigtige kombination i Lotto, og er du helt almindelig lønmodtager uden kapital nok til at købe et chateau med vinkælder og riddersal i Provence, så findes der gudskelov også ferieboliger til et prisleje under det, som liebhaveren må betale.
For 13-14 år siden, da vi startede med at udbyde lån, var det typisk til danskere, der så sig selv leve en pensionisttilværelse sydpå. Nu er køberne begyndt at blive yngre, 40-50 år, og der er børnefamilier imellem.Hanne Egaa, områdedirektør i Nykredit International
»I Spanien kan du finde noget, der koster nogenlunde det samme som et sommerhus, måske lidt over 1 mio. kr. For 13-14 år siden, da vi startede med at udbyde lån, var det typisk til danskere, der så sig selv leve en pensionisttilværelse sydpå. Nu er køberne begyndt at blive yngre, 40-50 år, og der er børnefamilier imellem,« siger Hanne Egaa.
Deleøkonomisk liebhaveri
Men hvorfor overhovedet eje, når man kan leje, vil nogle måske indvende i disse tider, hvor der tales så meget om deleøkonomi og kollektive boformer.
»Jeg tror, at det handler om trygheden i det velkendte. Når man har sin egen bolig, så føler man sig hjemme, i det øjeblik man træder ind ad døren. Måske kender man naboen, de lokale caféer og de kulturelle tilbud i ens nærområde,« siger Hanne Egaa.
»Men vi ser også nye og spændende tendenser. F.eks. er der kommet et deleøkonomisk koncept, som hedder 21-5. Det hører vi rigtig meget om for tiden.«
Hos 21-5 går 21 familier sammen i en ejerforening og samler kapital til at købe og modernisere fem boliger på eftertragtede feriedestinationer i udlandet. Bag konceptet står ægteparret Anders Køj og Laila Albæk Salem Køj samt Anders Heisel.
»Vi har købt 75 boliger i udlandet på vegne af vores foreninger de seneste fem år. I øjeblikket er lige knap 60 boliger i drift, og de fleste af dem er det, man vil kategorisere som liebhaverboliger,« fortæller Anders Køj. I stedet for en enkelt feriebolig i smukke og luksuriøse omgivelser, får man hos 21-5 en håndfuld ferieboliger, som man så deler med de andre familier i ejerforeningen. Det betyder, at man skal booke sin egen bolig, inden man bestiller flybilletten, hvilket foregår via et online bookingsystem.
»Det er klart, at når man deler fem ferieboliger med 20 andre familier, så kan man ikke altid komme til. Så skal der planlægges fremad. Det er 'trade-off' ved at være med i en af vores foreninger frem for at købe egen bolig. Til gengæld får man fem liebhaverboliger at vælge imellem i stedet for en,« lyder det fra Anders Køj.
Et resultat af finanskrisen
Virksomheden 21-5 stiftede sin første ejerforening i 2012. Den har bl.a. ferieboliger i Toscana, Chamonix, Mallorca, Barcelona, Paris, og New York, og medlemmerne kommer ofte fra toppen af dansk erhvervsliv.
Når man ejer en bolig, så står man også med al ansvaret for den. Og al tiden. At administrere en feriebolig i udlandet kan være en stor tidsrøver. Det skal man ikke tænke over hos os.Anders Køj, , direktør, 21-5.
»Når man ejer en bolig, så står man også med alt ansvaret for den. Og al tiden. At administrere en feriebolig i udlandet kan være en stor tidsrøver. Det skal man ikke tænke over hos os. Vi står for den løbende vedligeholdelse,« siger Anders Køj. Han fortæller, at virksomheden er et resultat af finanskrisen.
»Vi havde lavet et ejendomsmæglerfirma, som skulle formidle liebhaverboliger i udlandet til danskere. Det stod klar en måneds tid inden finanskrisen, så timingen kunne ikke have været meget dårligere – eller bedre, for ellers havde vi aldrig fået idéen til 21-5.«
Man kan ifølge Anders Køj godt blive en del af 21-5’s ejerforeninger, der er delt op i tre kategorier, alt efter hvor store boliger familierne ønsker, uden at være mangemillionærer.
»Nogle af vores ejere ville kunne købe en hel forening selv. Andre er helt almindelige danskere. Vi har været ved at kigge på, hvad fællesnævneren er for vores familier, og det, som vi er kommet frem til, er, at de er livsnydere, som godt kan lide, at tingene er nemme og lære,« siger han.
Bestil Bolig som nyhedsbrev
Vil du have bilnyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP's nye Bolig-nyhedsbrev, som kommer hver torsdag kl. 15.00. Tilmelding her.