Fortsæt til indhold
Livsstil

Kemikaliecocktail: Danske børn udsættes for farlige stoffer

Det viser en ny rapport fra Miljøstyrelsen.

Danske børn eksponeres for mængder af bly, der er 50 gange større end det anbefalede niveau.

Det er en af konklusionerne i en ny rapport som Miljøstyrelsen står bag.

Forskerne bag rapporten »Børn og ufødte børns samlede udsættelse for udvalgte kemiske stoffer« har kigget på 69 forskellige stoffer, der kan kan have hormonforstyrrende effekter eller skade hjernens udvikling gennem de såkaldte neurotoksiske stoffer.

Og rapportens resultater giver anledning til bekymring:

»Vi har fundet ud af, at børn under tre år og ufødte børns samlede udsættelse for hormonforstyrrende- og neurotoksiske stoffer (stoffer, der kan skade hjernens udvikling red.), kan give anledning til bekymring. Særligt når man husker på, at der er flere stoffer, vi ikke har undersøgt på grund af manglende dokumentation,« siger Bettina Ørsnes Larsen, der er biolog i Miljøstyrelsens kemikalieenhed.

Hvorfor giver det anledning til bekymring?

»Bekymringen baserer sig på den såkaldte cocktaileffekt, der handler om, at vi alle udsættes for flere forskellige stoffer fra flere forskellige kilder. Et barn kan for eksempel have et stykke legetøj, der ikke isoleret set ikke indeholder mængder af stoffer, der medfører en risiko. Samme stof eller et stof med lignede effekt kan også være at finde i eksempelvis et kosmetisk produkt, elektronik eller andre forbrugerprodukter, hvorfor den samlede eksponering dermed kan være bekymrende,« siger Bettina Ørsnes Larsen og uddyber:

»Rapporten bekræfter os i, at cocktaileffekter stadig er en problematik, der fortjener fokus og opmærksom,« siger hun.

Bettina Ørsnes Larsen peger på, at mange af de undersøgte stoffer i dyreforsøg viser hormonforstyrrende effekter hos dyr, som eksempelvis nedsat sædkvalitet eller for tidlig pubertet. Disse effekter ses også hos mennesker, men man kan ikke kæde eksponeringen fra specifikke kilder sammen med disse effekter hos mennesker.

En af undtagelserne er dog bly, hvor det i Miljøstyrelsens rapport påpeges, at især amerikanske undersøgelse har fundet en veldokumenteret sammenhæng mellem blyeksponering i fostertilstand og nedsat IQ hos børn under tre år.

Hos Det Økologiske Råd har man også reageret på Miljøstyrelsens rapport. De efterspørger en skarpere regulering af hormonforstyrrende stoffer.

»Det er ikke længere et spørgsmål om vi udsættes for en skadelig kombination af kemikalier. Spørgsmålet er, hvordan vi gennem lovgivning og ny praksis i virksomhederne kan regulere det,« lyder det i en pressemeddelelse fra Malene Møhl, der rådgiver i kemikalier for Det Økologiske Råd.

Organisationen mener, at lovgivere ikke blot skal se på enkelte stoffers indhold, men at man også skal have cocktaileffekten for øje.

»Menneskekroppen skelner ikke fra hvilke kilder den udsættes for et stof. Derfor skal lovgivningen tage højde for den samlede påvirkning. Den bør bygge på forsigtighedsprincippet, så det er producenterne, der skal vise, at stoffer i deres produkter ikke har skadelige effekter, set på baggrund af forbrugernes samlede påvirkning, også fra andre typer af produkter,« udtaler Malene Møhl.