Fortsæt til indhold
Livsstil

Eksotiske Sri Lanka er tilbage på landkortet

Sri Lanka er ikke længere en destination, man kun kan drømme om. Læs, hvorfor det eksotiske land skal stå øverst på din rejseliste.

/ritzau/FOKUS

Kølende vand, der er på grænsen til at være gennemsigtigt, hvalsafari og dovne solskinstimer.

Nogle af de mest eksotiske rejsedestinationer på den anden side af kloden er pludselig kommet inden for rækkevidde, og det gælder eksempelvis drømmedestinationer i Det Indiske Ocean som Maldiverne og Sri Lanka.

Til november åbner Star Tour op for den nye satsning, Sri Lanka, så chartergæsterne også kan dyppe tæerne i Det Indiske Ocean og nyde det rige dyreliv og de grønne naturparker.

»Sri Lanka er et naturområde, som er helt exceptionelt. Grønt og frodigt og med en fantastisk kolonihistorie. Dyrelivet dækker hele spektret med krokodiller i forreste række,« fortæller Gorm Pedersen, landechef hos Star Tour.

Og flere af de danske rejseselskaber har mærket efterspørgslen på den eksotiske destination, som ikke har været at finde i rejsekataloget i over 20 år. Uroligheder og politisk uro har nemlig ligget som en skygge over det solrige land.

Også Apollo har denne vintersæson fået Sri Lanka tilbage på programmet.

»Efterhånden, som der er kommet styr på tingene, er det stille og roligt ved at åbne op igen som et spændende rejsemål. Vi oplever stor interesse for Sri Lanka,« fortæller Glenn Bisgaard, kommunikationschef hos Apollo.

Sri Lanka, som er en gammel britisk koloni, bærer stadig præg efter kolonitiden. Derfor bør man besøge de store teplantager, som er en del af det srilankanske varemærke.

Sri Lanka adskiller sig fra andre eksotiske destinationer ved sin kombination af kultur, historie, dyreliv og paradisiske strande.

Og for prisen, som ligger mellem 8.000-10.000 kr., får man altså mere end den idylliske strandferie.

Ifølge Gorm Pedersen tiltrækker Sri Lanka mange af de gæster, som har været glade for Thailand. Sri Lanka har nemlig nogle af de samme elementer - varmen, strandene og gæstfriheden - men kan også tilføje et anderledes eksotisk natur og dyreliv.

»Priserne i landet er i stil med dem, man ser i Thailand, og temperaturerne er stabile, når man tager på vinterferie. Udfordringen for Sri Lanka i forhold til Thailand er, at infrastrukturen ikke er lige så god - og slet ikke ud fra vores europæiske standarder,« fortæller Gorm Pedersen.

Han tilføjer, at infrastrukturen nu er langt bedre end de elendige veje, der var tidligere.

På torsdag åbner Star Tour salget til Sri Lanka i næste vintersæson.