Billige løbesko tager førertrøjen
Prisen på løbesko siger ikke nødvendigvis noget om kvaliteten. En sammenligning mellem pris og tilfredshed viser tendensen, at jo billigere sko, jo større tilfredshed.
Er du slave af de sidste nye løbesko fra Nike, Adidas eller Hoka One One, så er det måske tid for et pitstop.
De populære mærker, som hver eneste sæson sender nye modeller på markedet, er måske ikke så gode, som man skulle tro, prisen taget i betragtning.
En stor ny analyse af sammenhængen mellem pris, mærker og tilfredshed har givet opsigtsvækkende resultater.
»Jeg er selv meget overrasket,« siger Jens Jakob Andersen, tidligere konkurrenceløber og statistiknørd fra Copenhagen Business School og initiativtager til analysen, der er baseret på 134.867 anmeldelser af 391 løbesko fra 24 forskellige mærker.
»Det er oftest de dyrere løbesko, som bliver markedsført, da indtjeningen her er højest. Alt andet lige er man mere tilbøjelig til at købe produkter, som er markedsført mest. De bliver populære, og derfor forventer man også, at de er gode. At det ikke nødvendigvis er tilfældet, viser vores analyse,« siger Jens Jakob Andersen.
Hovedkonklusionerne i Jens Jakob Andersens analyse er, at jo højere vejledende udsalgspris, løbeskoen har, jo lavere anmeldelser får den.
De 10 dyreste løbesko (gennemsnitlig pris 181 dollars, eller hvad der svarer til 1.211 kr.) er anmeldt 8,1 pct. lavere end de 10 billigste løbesko (gennemsnitlig pris 408 kr.). Samme mønster gør sig gældende for prislistens sko på top 30 og bunden af listen.
»Det betyder, at løbere køber tre gange dyrere løbesko for at blive otte pct. mindre tilfredse,« forklarer han.
Jens Jakob Andersens første tanke var, at en højere pris sætter højere forventninger, og derfor stiller anmelderen større krav til dyre sko. Når man bruger flere penge, forventer man også mere.
»Men kig på anmeldelser af restauranter, biler eller hoteller. Der tager man højde for prisen i forhold til kvaliteten. Og det samme gør sig vel gældende hos anmeldere af sko.«
Jens Jakob Andersen har derfor oprettet en hjemmeside, RunRepeat.com, hvor løbere kan gå ind og sammenligne de 391 forskellige løbesko og se, hvor gode anmeldelser, skoene har fået. Der er klip fra såvel de mest anerkendte løbemagasiners anmeldelser som kunders anmeldelser.
»De fleste hjemmesider har overgivet sig til annoncer, der fremmer produkter, vi ikke har behov for. Vi ønsker at give magten tilbage til forbrugeren. Derfor har vi skabt RunRepeat. Anmeldelser af løbere, for løbere. Det er meningen, at alle kan blive en del af fællesskabet ved at indsende sin egen bedømmelse af egne sko. Hos RunRepeat har vi nægtet at overgive os. Så man vil ikke finde annoncer eller nogen bias i retning af visse butikker, mærker eller sko,« lover han.