Kvinde forbyttede skistøvler og blev smidt ud af hotel
Skænderi, politi og en bortvisning. Et dansk ægtepars oplevelser i Østrig er afgjort i Pakkerejse-Ankenævnet.
Hvis du er en af de 500.000 danskere, som tager på skiferie, kender du med garanti også skirummene i kælderen på hoteller og lejlighedskomplekser, hvor ski og skistøvler står i stativer på lange rækker.
Ofte er udstyret lejet i den lokale butik, og typisk ligner det hinanden til forveksling. Men der er god grund til at holde øje med, om du tager de rigtige støvler og ski, når du skal af sted om morgenen.
En dansk kvinde, der var af sted til det populære østrigske skisportssted Ischgl med sin mand og større gruppe danskere med Nortlander, kom helt galt af sted, da hun tog de forkerte støvler.
Ifølge kvinden var det en fejl, men på hotellet er man den dag i dag overbevist om, at det var tyveri med fuldt overlæg.
Sagen er endt som en klagesag i Pakkerejse-Ankenævet, efter at kvinden og hendes mand som følge af balladen blev smidt ud af hotellet.
På politistationen
Ægteparret ankom en lørdag til Hotel Tyola, og søndag lejede parret en plads i skidepotet ved liften, hvor de placerede deres ski og støvler.
Uheldigvis havde hun taget de forkerte støvler med fra hotellets skirum, men det var hun angiveligt ikke klar over, da det søndag aften blev fortalt, at der var blevet stjålet et par støvler på hotellet.
To dage senere blev hun kaldt ind på hotellets kontor, hvor to uniformerede politibetjente ville se hendes støvler.
De aftalte at mødes ved skidepotet ved liften, hvor støvlerne blev opbevaret. Men da hun ville forlade hotellet, forsøgte hotelejerens datter at holde hende tilbage, fordi hun ville gå, uden at politibetjentene var med.
I sin klage skriver hun: ”Jeg var så vred, som jeg sjældent har været, plejer at kunne bevare overblikket, men mener ikke jeg var ude af fokus på noget tidspunkt, bare meget, meget vred.”
Efter at politiet havde set støvlerne i skidepotet, og kvinden havde fundet de rigtige støvler i hotellets skikælder, kom hun med på stationen, hvor hun måtte erkende, at hun havde taget de forkerte støvler.
Hun undskyldte derfor over for den retmæssige ejer, og lovede hende at betale de ekstraomkostninger, hun måtte have haft.
Nyt hotel for egen regning
Dermed troede kvinden, at den sag var ude af verden, men det var den langtfra. På Hotel Tyola ville man nemlig ikke længere have det danske par boende.
De skulle smides ud. Og man ville ikke lade dem bytte hotelværelse med nogle af deres bekendte, som boede på et andet hotel i byen.
Nortlanders guide hjalp i stedet parret med at finde et andet hotel i byen - til 576 euro, eller hvad der svarer til ca. 3.854 kr., for deres egen regning.
»Vi valgte dette hotel gennem Nortlander, og jeg mener, at jeg bør kunne stole på, at Nortlander udvælger hoteller, hvor gæsterne ikke bliver politianmeldt på baggrund af en forbytning af skistøvler. Og hvor hotellets gæster vil deres gæster det bedste frem for at møde dem med mistro og negativ adfærd,« skriver kvinden i sin klage til Pakkerejse-Ankenævnet, hvor hun kræver at få de 576 euro retur.
Hun får pengene tilbage
Sagen er nu blevet afgjort, og hun har fået medhold. Ikke blot skal Nortlander give hende de 576 euro tilbage. Bureauet skal også give hende 1.000 kr. i kompensation og betale sagens omkostninger på 1.500 kr.
Marketingansvarlig Kim Just Andersen, Nortlander, er ikke ”enig i afgørelsen, men respekterer den fuldt ud”.
»Det er en meget uheldig sag med en lang række misforståelser og måske også nogle sprogbarrierer, der betød, at sagen løb helt af sporet. Vores guide prøvede at løse situationen efter bedste evne,« siger han og pointerer, at kvinden trods sin klage var meget tilfreds med Nortlanders håndtering af sagen.
Hvide og grå støvler
I Ischgl husker man tydeligt den danske ”støvletyv”, som ifølge Elisabeth Ganahl fra Hotel Tyola var ubehagelig og aggressiv over for personalet.
Hun har svært ved at forstå afgørelsen fra Pakkerejse-Ankenævnet og fastholder, at det var et tyveri, da støvlerne forsvandt.
»Jeg tror bestemt ikke, at det var en fejltagelse. De støvler, som hun tog fra skirummet, var hvide og helt nye. De andre var grå og gamle,« siger hun.
Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få kontakt med kvinden, da hverken Pakkerejse-Ankenævnet, Nortlander eller hotellet har villet oplyse hendes identitet.
Sådan er dit udstyr dækket
- Hvis dine ski eller dit snowboard bliver stjålet, mens det står i et skistativ uden for en restaurant eller bar, dækker din indboforsikring. Det er nemlig normal adfærd på en skiferie og betragtes som ”simpelt tyveri”.
- Men det giver dig ikke et carte blanche til at stille skiene overalt. Du kan f.eks. ikke bare sætte dem foran dit hotel, når du kommer hjem fra dagens skiløb og tro, at forsikringen dækker, hvis de er væk næste morgen. Her skal du enten låse dine ting inde i en skikælder eller tage dem med på dit værelse.
- Hvis dine ski eller støvler bliver stjålet fra en skikælder på hotellet, er det også din indboforsikring, som dækker. Der gælder dog en begrænsning på, hvor meget du får dækket ved tyveri fra kælderrum, og begrænsningen er forskellig alt afhængig af, om der har været et egentligt indbrud, eller om tyveriet sker fra en fælles uaflåst skikælder, som flere har adgang til (simpelt tyveri). Begrænsningen er typisk en procentdel af forsikringssummen, f.eks. på 2 pct. af forsikringssummen. Er din forsikringssum på 500.000 kr., kan du altså maksmalt få 10.000 kr. i erstatning.
- Hvis du lejer dit udstyr, dækker din indboforsikring også, så der er i princippet ingen grund til at købe den tilkøbsforsikring, som udlejningsbutikkerne som regel tilbyder. Der kan dog være en selvrisiko på forsikringen, hvis det er udstyr, som er lejet.
- Bliver dit skiudstyr stjålet, så skal du melde det til politiet på destinationen og få en politirapport – uanset om udstyret er lejet eller dit eget
Kilde: Forsikring og Pension.