Test: Her er de bedste skoletasker
Forbrugerrådet Tænk har testet skoletasker, og det gik ikke for godt Bilkas billige eksemplar.
Nu er der hjælp at hente i en test, som Forbrugerrådet Tænk netop har foretaget. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilken taske man vælger.
Den skal passe til barnets ryg, barnets højde, være nem at tage af og på, let at åbne og lukke og have brede, velpolstrede skulderstropper, så den er behagelig at gå med, når den bliver fyldt med tunge bøger.
Forbrugerrådet Tænk har med hjælp fra børn, forældre og en ergoterapeut testet ni tasker, og taskerne er også blevet testet grundigt i to laboratorier.
Konklusionen er, at der er stor forskel på, hvad man får for stort set den samme pris. De fleste af taskerne er gode på en del punkter, men de falder igennem på andre – både ergonomi, slidstyrke, vandtæthed og indholdet af uønsket kemi volder problemer.
Disney-figurer og Lego-motiver
Testansvarlig Christian Dehlholm fra Forbrugerrådet Tænk er ikke imponeret over udvalget af skoletasker, og han advarer mod, at man som forælder lader sig forblænde af sit barns begejstring over alt det tilbehør, som er til nogle tasker - bl.a. lamper, Disney-figurer, Lego-motiver og andre såkaldte kletties, som kan sættes på taskerne.
"Det er en god idé at tage barnet og nogle bøger med ned i butikken, så barnet prøver tasken og selv kan være med til at vurdere, om den er god at bruge," siger han.
Tasken med indhold må helst ikke veje mere en 15 pct. af barnets egen kropsvægt. Så hvis barnet vejer 20 kg., må tasken veje 3 kg.
Flere tasker har plads til en vanddunk i siden, men det er ifølge Christian Dehlholm en dårlig idé - især hvis forældrene fylder den op med vand hjemmefra.
"Det er fint at have en god vandflaske, men den skal ligge nede i tasken, ellers skal den først fyldes op med vand i skolen," siger han.
Billig nummer sjok
Taskerne i testen koster med en enkelt undtagelse 450-750 kr. Den billige undtagelse, tasken fra Bilka, kan man købe for blot 50 kr., men ifølge Forbrugerrådet Tænk er de penge ikke givet godt ud.
Tasken bedømmes som ”dårlig” eller ”under middel” på de fleste testparametre, og da tasken fra Bilka blev testet i slidstyrke i laboratoriet, gik den som den eneste helt i stykker.
Vinderen af testen er en Ergobag Prime, der som den eneste får bedømmelsen ”meget god”. Ifølge testen imponerer den med sin støtte, polstring og mange indstillingsmuligheder, så tasken løbende kan indstilles til barnet, når det vokser.
Også regntesten og slidstyrketesten klarede tasken med bravour. Den koster 15 gange så meget som Bilka-tasken, nemlig 749 kr.
Tasker med ftalater
Alle taskerne lever op til reglerne for indholdsstoffer, men i flere af dem er der problematiske kemikalier, og det går ud over deres samlede bedømmelse.
Forskellige ftalater, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og skadelige for forplantningsevnen, blev fundet i nogle af taskerne. Koncentrationen var op til 4 pct. i visse tasker.
I Danmark er ftalater i koncentrationer over 0,05 pct. forbudt i legetøj og småbørnsartikler til børn under tre år, men skoletasker er ikke underlagt de samme krav. Ftalaten DEHP, som blev fundet i to af taskerne, er forbudt i EU i legetøj og artikler til børn under 14 år.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk bør reglerne strammes, så der gælder de samme regler for skoletasker.