Fortsæt til indhold
Livsstil

Modemandens egen garderobe

Den 29-årige butiksindehaver og designer Nikolaj Valentin er en af landets førende modemænd. W har besøgt ham i hjemmet i Aarhus for at tjekke hans egen garderobe ud.

MARIE DUEDAHL, Foto: Mikkel Berg pedersen

Beskriv din stil

»Jeg lever af at vise mange forskellige stilarter, og derfor favner min stil ret bredt. Jeg klæder mig på efter anledningen, og det kan være alt fra sorte jeans og en loose T-shirt til skjorte og blazer med guldknapper. Der er dog ingen tvivl om, at jeg har det bedst i mine læderstøvler, sorte jeans, loose T-shirt og læderjakke.«

»Jeg har to guldringe, som betyder meget for mig. Begge ringe er arvestykker, og de er 40-50 år gamle, jeg har brugt dem hver eneste dag, siden jeg fik dem for 10 år siden.«

Hvad skal du have til den nye efterårssæson?

»Jeg mangler et par nye, smalle dressbukser, dvs. klassiske herrebukser af uld. Det danske mærke Et al har til efteråret kreeret et sæt bestående af et par smalle, korte uldbukser, grå med sorte nister og dertilhørende uldoverskjorte med bomberkrave og skjult stolpelukning. Det står på ønskelisten.«

»Jeg har også forelsket mig i en sort læderskjorte fra Suit og en navyblå trenchcoat i opkradset uld fra Les Deux.«

Dit bedste køb nogensinde?

»Uhh, den er svær. Valget må stå mellem to kandidater: Den ene er en vintage denimjakke fra Levi’s, som jeg fandt i en secondhandbutik i London for fem år siden. Der findes et utal af vintage denimjakker fra Levis, men størstedelen er ekstremt korte og brede. Denne her har en perfekt pasform: lige lidt længere end normalt og knap så bred. Vasken er helt rigtig, en lys stonewash, som hittede i 1980’erne/start-1990’erne. Som en ekstra bonus er der en lille patron i det røde Levi’s-flaglabel på brystet. Jakken er autentisk og har sjæl. Det er svært at købe sig til, det tager år.«

Højtaljede, stonewashed jeans fra Han Kjøbenhavn, en model inspireret af slut-80’erne med lidt vidde i lårene og smal nede ved foden. Hvid T-shirt fra Filippa K og løs strik fra RVLT. Hvide sneakers med perforeret skind fra Garments Projects, bælte fra S.T. Valentin, ur fra det svenske mærke Triwa, model Falken, og hovedtelefoner fra B&O Play. Foto: Mikkel Berg Pedersen

»Mit andet bedste køb er en sort bikerlæderjakke fra RVLT. Jeg faldt over den til et lagersalg i Ridehuset i Aarhus for 10 år siden. Foret var fyldt med huller, men læderet fejlede ingenting. Den stod til 2.500 kr., men pga. fejlen i foret og efter lidt forhandling fik jeg presset den ned i 250 kr. Den har fuldt mig i tykt og tyndt lige siden. 10 års vind og vejr har givet den det perfekte slid. Det sorte læder er falmet af solen stråler, så den er ikke længere knaldsort, men ligger et sted mellem mørkebrun og sort. I min verden kan en læderjakke aldrig få for meget patina. Hvis du køber den rigtige læderjakke fra starten, bliver den kun federe med tiden.«

Dit største fejlkøb nogensinde?

»De fleste af mine køb er ret velovervejede, men jeg har et ømt punkt for sko og læderstøvler. Jeg har vel seks-otte par ret dyre lædersko/-støvler stående, som jeg aldrig har fået brugt. Jeg bilder mig selv ind, at jeg nok skal få brugt de fleste af dem på et eller andet tidspunkt, men kan nok ikke komme uden om, at der er et par fejlkøb imellem.«

Sorte sportsinspirerede tights, hvid sweatshirt og sort skjote – alt fra Han Kjøbenhavn. Asics-trainers, original Gel Lyte-model fra 1989 med tvedelt pløs. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Hvad ser man dig aldrig i?

»Brede bukser og vilde farver. Jeg kan godt blive draget lidt af pastelfarver, men det kommer meget sjældent til udtryk i min stil. Jeg holder mig meget til hvid, grå og sort.«

Hvad er du altid på udkig efter?

»Denim og læder er jeg altid på jagt efter. Man kan altid bruge et par nye jeans, en denimjakke eller en læderjakke mere. Jeg har faktisk været på jagt efter et par sorte læderbukser de seneste fem år, men har ikke fundet det rette par endnu. De, der er på markedet, er simpelthen ikke smalle nok.«

Grå jakke fra Gant Rugger, Hopsack Blazer med messingknapper, skjorte fra Les Deux. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Din yndlingsdesigner?

»Filippa K laver mange fine ting, meget rene og minimalistiske, og kvaliteterne er bare et niveau over de fleste andre mærker i den prisklasse. Svenskerne har generelt mange dygtige designere, men der er også en del danske designere, der gør det godt for tiden. Han Kjøbenhavn, Les Deux og Et al følger jeg tæt. De tør gå lidt mod strømmen og designe styles med kant.«

Din yndlingsmodebutik i udlandet?

»Der er mange fine butikker i udlandet, men det er sjældent, at jeg bliver væltet helt bagover. Mange taler om Colette eller Kiliwatch i Paris, især Colette, som laver samarbejder med store brands og verdensstjerner, men jeg synes ærligt talt ikke, deres butik er særlig inspirerende. Var faktisk lidt skuffet, første gang jeg så den. De har næsten ingenting derinde, og selv om jeg elsker minimalisme, var det lidt en tynd kop te.

Der er rigtig gode butikker i London og Berlin, især Soto Store og Voo Store i Berlin er virkelig lækre.«

Dit yndlingsmodemagasin?

»I Danmark er der kun ét modemagasin til mænd: Euroman. Det er ærgerligt, at Danmark ikke kan rumme flere modemagasiner til mænd, men det være sagt, så leverer Euroman altid høj kvalitet, hvad angår modeserier, billeder og artikler. Hvis vi skal ud over landets grænser, er GQ Magazine i UK og US ret inspirerende.«

Dit største modeøjeblik?

»I 2008 udstillede vi første gang med vores taskekollektion på modemessen i København. Det var naturligvis et stort øjeblik, men efterfølgende blev vi udvalgt af en jury fra Copenhagen Fashion Week til at udstille på den største modemesse i Tokyo. Kulturforskellen på de to messer var tydelig. I København var omgivelserne hyggelige, tonen løssluppen, loungemusikken flød ud af højttalerne, og man skulle ikke langt hen på dagen, før den første bajer blev åbnet. I Tokyo var der hverken musik eller alkohol. Folk kom for at lave business. Der var et helt andet fokus og en seriøsitet, som jeg sjældent har oplevet siden. Det lykkedes os at lave en aftale med en japansk distributør, som fik vores tasker ind i nogle af de mest eksklusive butikker i Tokyo, det var stort.«

Sort jakke i nubuckskind fra Suit og hvid T-shirt fra Filippa K, model Roll Edge Tee. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Hvem har god stil?

»Nick Wooster – en meget velklædt, gråhåret herre, som formår at kombinere en klassisk preppy stil med masser af kant og tatoveringer. Og Justin O’Shea – fire ord om ham: Wall Street Fashion Gangster