Fortsæt til indhold
Livsstil

Verdens mindste pacemaker er kommet til Danmark

Aarhus Universitetshospital er begyndt at bruge en pacemaker på størrelse med en vitaminpille.

Den er på størrelse med en stor vitaminpille, vejer mindre end en lille mønt og kan sættes direkte ind i hjertet via en blodåre i lysken.

Verdens mindste pacemaker er blevet taget i brug, og det er Aarhus Universitetshospital, der som det første danske hospital er begyndt at indoperere den lille computer, som fylder mindre end en tiendedel af en traditionel pacemaker

I mere end 50 år har læger fra hele verden indopereret pacemakere, der stimulerer hjerterytmen, så hjertepatienter undgår følelsen af besvimelse, åndenød og træthed.

Men nu kan en pacemaker på størrelse med en vitaminpille blive indsat direkte i hjertet med et kateter.

"Det er imponerende, at man kan have elektronik, batteri og elektrode i en enhed, der er så lille, at den kan sættes ind i hjertet gennem et lille snit i en blodåre i lysken," siger overlæge på Aarhus Universitetshospital Christian Gerdes.

Foreløbig har fem patienter fået den nye pacemaker, og det er gået fint, skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse. I alt 600 patienter på verdensplan har fået den indsat.

Den første pacemaker blev fremstillet og indopereret i en patient omkring 1960. Siden da har pacemakersystemet set ud på stort set samme måde.

Den traditionelle pacemaker, som mange tusinde danskere går rundt med, fungerer fint. Der er dog den ulempe, at operationen hidtil har givet et ar oppe ved skulderen, da pacemakeren skulle opereres ind under huden på brystet. Pacemakeren har også haft en en ledning, der skulle ligge i en blodåre fra pacemakeren til en elektrode i hjertet. Al den elektronik har i nogle tilfælde irriteret patienterne.

Derudover har der også været en risiko for infektioner ved pacemakeren, og blodåren med ledningen har kunnet lukke til.

"Der er fordele og ulemper, men vi vurderer, at minipacemakeren for nogle patienter vil være et godt alternativ til den almindelige pacemaker til behandling af langsom hjerterytme; for nogle vil den måske endda være bedre," siger overlægen.

På grund af den mindre størrelse, er minipacemakeren ikke så stort et fremmedlegeme i kroppen som en almindelig pacemaker.

Dog har minipacemakeren den begrænsning, at den kun har én elektrode og dermed kun stimulerer det ene hjertekammer. Nogle patienter har brug for at få pacet hjertet med to eller tre elektroder.

Den nye minipacemaker bliver opereret direkte ind i hjertet via et kateter i en blodåre i lysken. Dermed ligger hele pacemakeren inde i hjertet.

Læs også

Overlæge Christian Gerdes har været i USA for at træne indsættelse af den nye mini-pacemaker.

Der er kun to steder i Norden, hvor man gør brug af den lille computer - Aarhus Universitetshospital og på et hospital i Uppsala i Sverige.