Danskere kritiserer utilfredse dyrekort-forældre: "Tag jer sammen!"
JP's læsere undrer sig over de 300 personer, der har klaget over kampagne fra Dansk Supermarked.
"Pinligt", "vanvittigt" og "hysteriske curlingforældre".
Det er ikke umiddelbart i Jyllands-Postens Facebook-gruppe, de næsten 300 forældre, der har klaget over en kampagne fra Dansk Supermarked, skal finde støtte.
Omkring 400 brugere har kommenteret artiklen "Forældre i oprør over dyrekort-kampagne" fra Dansk Supermarked", der beskriver, hvordan en mor har klaget til Forbrugerombudsmanden for urimelig markedsføring fra Dansk Supermarked.
Moren, Joan Vedel Andersen, har angiveligt brugt 32.000 kroner i Føtex og modtaget 320 pakker med samlekort i forbindelse med Dansk Supermarkeds kampagne med dyrekort, der kan samles i samlemapper. Alligevel mangler hendes børn stadig seks specialkort, hvilket har fået hende til at reagere.
"Man bliver stillet i udsigt, at det er realistisk at samle alle 140 kort, men det er det efter min mening ikke," siger hun til Jyllands-Posten.
290 personer har underskrevet hendes klage til Forbrugerombudsmanden.
"Altså hvad foregår der oven i hovedet på forældre idag??? Hvilket signal mon man sender til sine børn når alt efterhånden skal brokkes over og man føler sig snydt for de mindste ting. Jeg græmmes og undres," skriver Dorthe Kragh Hansen om sagen på Jyllands-Postens Facebook-side.
Flere tilslutter sig kritikken af forældrene, som bl.a. Sussie Sønderhave, der skriver "Tror sgu ikke der mangler dyrekort, jeg tror der mangler opdragelse!!!! Både til forældre og børn!".
Også moren, der har taget initiativ til klagen, møder undren blandt Facebook-brugerne.
"Hold da op for et Danmark, det bliver om 10-20 år, når forældrene opfører sig så tåbeligt. Tør da slet ikke tænke tanken færdig, hvad det er for nogle børn, der kommer ud i den anden ende og skal klare sig i det virkelige liv................... Guds nåde og trøst, hvis hendes børn møder "rigtig" modstand .... Så kære lille mor, der har brugt 32.000 kr. på kort til sine små poder - vælg dine kampe med omhu og overvej, om der ikke i deres liv er andet, som er mere værdigt at kæmpe for......" skriver Tina Andersen.
Samtidig er det ikke alle brugerne, der kan se hverken problemet eller den store historie i sagen. Flere undrer sig over, hvordan man kan gå op i den slags problemer, når der bl.a. er dødelige jordskælv i Nepal og krige og sult i flere af verdens lande.
"1st world problem.. Børn i Afrika sulter mens børn i DK "snydes" for specialkort.. Suk," skriver Nicolai Reiffenstein Christiansen.
Den slags sammenligninger er imidlertid ude af proportioner, lyder det fra bl.a. en bruger, der underskriver sig Moca Moca.
"Den her mor irriterer sig over det her. Og hvad så??!! Hvad i alverden har det med sultne børn i Afrika eller jordskælv at gøre!? Alle har vi da lov at slås med egne problemer uden det konstant skal nedgøres eller stilles op mod verdens katastrofer! Hvem skal vurdere hvilke problemer er latterlige og hvilke er okay?! Et problem for nogen kan synes banalt for andre og omvendt. Sådan er det jo!", skriver hun.
Man skal imidlertid kigge længe i kommentarsporet til artiklen for at finde personer, der udtrykker forståelse for de vrede forældre.
"Vanvittigt.... Godt at vi ik har det problem her, min datter nyder de kort hun får og er ligeglad med dem hun ikke får," skriver Lene Michellaput Jensen.
Har Facebook-brugerne ret i, at klagen er et udtryk for hysteriske curlingforældre? Eller er det for dårligt, at man kan bruge 32.000 kroner uden at samle alle de 140 kort? Deltag selv i debatten på Jyllands-Posten Facebook-side.