Fødevarestyrelsen advarer: Pas på glasskår i din müsli
En forbruger har fundet glasskår i en pose "Struer vanilje crunch". Derfor kalder Fødevarestyrelsen nu müslien tilbage.
Spiser du müsli oven på din yoghurt til morgenmad?
Hvis du gør, og den müsli er af mærket "Struer vanilje crunch" fra Sturer Brød A/S, skal du for en sikkerheds skyld lade være med at putte den på din yoghurt til morgen.
Sådan lyder advarslen fra Fødevarestyrelsen.
En forbruger har nemlig fundet et stykke glas i en pose med vanilje crunch-müslien. Pakken havde pakkedatoen 02.03.2015 og er ifølge posen mindst holdbar til 02.03.2016.
Müslien er solgt i forretningerne ABC lavpris, Liva Stormarked, Løvbjerg og Superbest Struer.
Da glas ifølge Fødevarestyrelsen kan forårsage skader på tænder, i mundhule og svælg ved indtagelse, har virksomheden Struer Brød A/S valgt at tilbagekalde produktet.
Styrelsens råd til forbrugerne er derfor, at man enten skal kassere varen eller levere den tilbage til butikken, hvor den er købt.