Uret til 176.000 kr. var en kopi
Urentusiasten Kenny Halsteds seneste køb tog en uventet drejning. Se selv, om du kan se forskel på en kopi til 200 kr. og originalen til 60.000 kr.
Der storsvindles med luksus-ure, og kopierne er lavet så godt, at selv garvede urentusiaster bliver taget ved næsen.
Advarslen kommer fra en række urmagere med Klarlund fra København i spidsen.
Her oplever man hver uge, at folk kommer ind fra gaden med ure, som de tror er ægte, men når urmageren kaster et nærmere blik på uret og åbner det, viser det sig, at uret er en kopi.
En af dem, som er blevet snydt, er Kenny Halsted fra Vanløse, som købte et Hublot Big Bang rosegold/ceramic i Tyskland. Han gav 176.000 kr. for uret - 42.000 kr. under den vejledende pris i Danmark.
Uret faldt på gulvet
Kenny Halsted var glad for sit nye ur og gik med det i et par år, indtil han en dag skulle lave mad og lagde det på køkkenbordet, hvor hans datter sad.
Uheldigvis kom hun til at skubbe uret på gulvet. Det landede direkte på safirglasset med urskiven nedad, og da Kenny Halsted samlede det op, opdagede han, at 10-tallet havde slået sig løs og nu lå og raslede rundt under glasset.
Uret blev indleveret til Klarlund i København. Men da uret blev undersøgt nærmere, var der noget, som ikke stemte. Numrene i uret passede ikke, og derfor blev det sendt til fabrikken i Tyskland. Nogle dage senere kom det chokerende svar: Uret var falsk.
En stor udfordring
I brancheforeningen Danske Guldsmede og Urmagere fortæller direktør Trine Thorning, at de personer, der laver kopierne, er blevet dygtigere og dygtigere.
»Der er sket et skifte, som er en stor udfordring for os. Der er mange forbrugere, som bliver snydt i handler med ure. Det bliver opdaget ude i de enkelte butikker, men der er ingen politisk bevågenhed om det,« siger Trine Thorning.
Flere af de urmagere, som Jyllands-Posten har talt med, fortæller, at det kan være svært at se forskel på kopi og original.
Kenny Halsted har f.eks. et Breitling Le Mans for Bentley, og hans kammerat har et Breitling for Bentley. Det ene er en kopi til 200 kr. Det andet er originalen til 60.000 kr. Umiddelbart kan det være svært at afgøre, hvad der er kopien, men Kenny Halsted fortæller, at man bl.a. kan se på glasset.
"Kopiuret har krystalglas, mens det originale har safirglas. Vipper man uret en smule, kan man let se, hvad der er hvad. For med safirglas vil man kunne se tallene, selv om uret er vippet, mens glasset rammes af genskin på kopiuret," siger Kenny Halsted.
Uret med den blå skive er altså det ægte ur.