Fortsæt til indhold
Livsstil

Din bil kan afsløre dit partivalg

BMW-ejere sætter typisk deres kryds til højre for midten, mens Citroën-kørere gerne stemmer rødt. Det viser en undersøgelse med 27.000 privatbilejere.

Hvad stemmer man, hvis man kører i en blå bil eller har en forkærlighed for Mercedes-Benz? Og er man til højre eller venstre for midten, hvis man tanker diesel eller benzin.

De spørgsmål besvares i FDM's store AutoIndex undersøgelse, hvor over 27.000 privatbilejere er blevet spurgt om, hvor de vil sætte deres kryds ved næste folketingsvalg.

Hvis udelukkende danske bilejere havde stemmeret, ville det kommende folketingsvalg formentlig ende med en komfortabel sejr til blå blok - ifølge FDM's undersøgelse ville det give en sejr til de blå på 42,3 pct. af stemmerne, mens rød blok ville få 25 pct. Sidstnævnte overhales dog indenom af tvivlere, hvor godt 32,7 pct. endnu ikke har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes.

Venstre vinder

Det mest populære parti blandt de adspurgte bilejere er Venstre, som 18,3 procent af vælgerne foretrækker. Til forskel fra resultaterne i Autoindex før folketingsvalget i 2011, er Socialdemokraterne ikke længere det næststørste parti hos bilejerne. Den plads er overtaget af Dansk Folkeparti med 15,3 pct. af stemmerne. Det er næsten en fordobling for partiet siden 2011.

Noget anderledes er det gået for SF, som er faldet fra 8,7 pct. af stemmerne til 3,1 pct. Det gør dermed partiet til det mindste parti blandt bilejerne. Enhedslisten, derimod, er gået frem fra 1,8 pct. til 3,2 pct.

Ser man nærmere på de specifikke bilmærker, er der her særlige præferencer inden for de to blokke. Således er Citroën, Mitsubishi, Renault og Skoda særligt populære blandt de røde vælgere, mens BMW, Mercedes-Benz, Audi og Alfa Romeo er populære mærker hos de blå.

Blå biler til røde vælgere

Af bilejernes svar fremgår det også, at blå biler er mest udbredt blandt de røde vælgere. De sølvfarvede biler er mest populære blandt tvivlerne, mens SF’ere har en præference for grå biler.

Endelig er der flest, der kører i dieselbil blandt V, K og LA’s vælgere, mens benzinbilen oftest står i S, DF, SF og EL’s garage.

Den fulde oversigt over, hvad bilejerne stemmer og kører i, kan ses i marts-nummeret af Motor, som udkommer fredag den 27. februar.